Nordkorea flytter tusindvis til hovedstaden efter oversvømmelser

10. AUG 2024 • 10:31UDLAND

Kim Jong-un kalder sydkoreanske meldinger om 1500 døde i oversvømmelser en "alvorlig provokation".

Nordkorea vil flytte over 15.000 personer, som er påvirket af oversvømmelser, til hovedstaden Pyongyang.

Det meddeler nordkoreanske statsmedier lørdag.

Fredag besøgte landets leder, Kim Jong-un, den nordlige region Uiju, som er ramt af oversvømmelserne.

Det var her, han meddelte, at regeringen har planer om at flytte i alt 15.400 ramte af oversvømmelserne til hovedstaden, mens deres hjem bliver genopbygget. Det skriver KCNA, det statslige nordkoreanske nyhedsbureau.

Planen indeholder også løfter om hjælp i form af mad og medicin.

Den nordkoreanske regering oplyste sidste uge, at rekordstore mængder regn sent i juli havde dræbt et ikke nærmere bestemt antal mennesker og oversvømmet store mængder landbrugsjord nordpå i landet. De ramte områder ligger tæt på Kina.

Efterfølgende har der været mange tilbud om støtte fra andre lande. Det gælder også fra Sydkorea, der har ønsket at hjælpe via Koreansk Røde Kors på trods af de to landes anspændte forhold.

Men Kim Jong-un insisterer på, at genopbygningsarbejdet skal bygge på en "selvstændig" indsats. Det gør han trods tilbud om hjælp fra udlandet.

Også den russiske regering har tilbudt hjælp. Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap rapporterer, at det samme gælder Kina og FN's Børnefond.

Selv om Nordkorea tilsyneladende selv vil klare hjælpearbejdet, har Kim Jong-un udtrykt "taknemmelighed til forskellige lande og internationale organisationer for deres tilbud om humanitær støtte". Det skriver KCNA.

Nogle sydkoreanske medier har rapporteret, at antallet af døde og savnede i Nordkorea kan være op mod 1500.

Det kaldte Kim Jong-un fredag en "alvorlig provokation" og en "fornærmelse mod oversvømmelsesramte mennesker, som er i sikkerhed".

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT