KØB ABONNEMENT

Nordeuropæiske lande kræver milliardbesparelser på EU-budget

UDLAND • 13. OKT 2026 • 14:38

Før topmøde kræver nordeuropæiske lande, at irsk budget-udspil bliver hårdt beskåret og omprioriteret.

Det irske EU-formandskabs udspil til EU's næste langsigtede budget skal skæres yderligere ned.

Samtidig skal investeringer i forsvar, konkurrenceevne og innovation beskyttes.

Det er holdningen blandt en række nordeuropæiske lande, som Danmark er del af.

Ved mødet for EU-landenes europaministre tirsdag i Luxembourg gentog flere af landene kravet, som også ventet at blive rejst på denne uges EU-topmøde i Bruxelles.

- Forslaget fra det irske formandskab ligger på bordet, men det udgør ikke et grundlag for en aftale.

- Beløbet er alt for højt, siger Tysklands europaminister, Gunther Krichbaum.

Han gentager kravet om, at der skal skæres "flere hundrede milliarder euro" af EU-Kommissionens oprindelige udspil.

Irland har "kun" skåret 141 milliarder euro. Det beløb er dog ikke nok, mener Tyskland.

- I Tyskland er vi nødt til at få et sådant forslag igennem parlamentet, og det føderale budget er ligeledes under et enormt pres, siger Gunther Krichbaum.

Han henviser til, at hvis det irske forslag bliver vedtaget, vil det udløse en ekstra milliardstor regning i euro til de tyske skatteydere.

Det sker på et tidspunkt, hvor Tyskland kæmper med lav vækst og ønsker at foretage store investeringer i tysk infrastruktur som jernbaner og veje.

Samme indvending kommer fra Sveriges europaminister, Jessica Rosencrantz.

- Det er åbenlyst for Sverige, at Irlands udspil er urimeligt. Vi har slet ikke råd til at betale for det, så størrelsen skal ned, siger Jessica Rosencrantz.

Hun peger på, at selvom Irland har skåret otte procent af EU-Kommissionens oprindelige udspil, vil Irlands forslag betyde, at svenske skatteydere skal betale 60 procent mere i EU-bidrag om året.

- At lave et EU-budget handler ikke om at skabe en magisk ønskeliste. Det handler om at lave prioriteringer.

- Lige nu laves der ingen prioriteringer, siger Jessica Rosencrantz.

Tyskland og Sverige er sammen med Danmark, Holland, Østrig og Finland del af en gruppe af EU-lande, der kræver et markant reduceret EU-budget i forhold til kommissionens udspil.

Samtidig ønsker de øgede investeringer i forsvar, konkurrenceevne og innovation.

Det vil kræve, at EU holder igen med landbrugsstøtte og samhørighedsmidler til EU's fattigste regioner.

En gruppe på 20 EU-lande, heriblandt Irland, ønsker dog at fastholde netop de programmer.

Irland lægger op til at skære tre procent i udgifterne til regionaludvikling, landbrug og fiskeri i forhold til kommissionens udspil.

Til gengæld vil landet skære 13 procent i udgifterne til konkurrenceevne, velstand og sikkerhed.

Dermed er der lagt op til vanskelige forhandlinger på de kommende EU-topmøder i oktober, november og december.

Sveriges europaminister mener, at EU-budgettet bør holdes på én procent af landenes bruttonationalindkomst (bni).

Det er et mål for den samlede indkomst, som et lands indbyggere og virksomheder tjener.

Ved at holde EU-budgettet konstant på én procent af bni vil EU-budgettet vokse i takt med, at EU-landene tjener flere penge.

Men EU-budgettet vil ikke gradvist tage en stadig større del af landenes nationale budgetter.

EU-budgettet var senest på én procent af bni i perioden 2014-2021.

I den seneste budgetperiode er budgettet vokset til 1,13 procent af bni.

EU-Kommissionen foreslog i sit udspil, at budgettet skulle udgøre 1,26 procent af bni.

Hvis det irske udspil blev vedtaget, vil EU-budgettet vokse til 1,16 procent af EU-landenes bni.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT