Ngo: Mand og søn er dræbt i israelske angreb mod Syrien

9. SEP 2024 • 02:46UDLAND

Søndag aften udfører Israel luftangreb mod Syrien. Syv mennesker er ifølge britisk ngo dræbt.

Israelske luftangreb i det centrale Syrien har sent søndag aften dræbt mindst syv mennesker - herunder tre civile.

Sådan lyder det fra ngo'en Syrian Observatory for Human Rights, som har hovedkvarter i Storbritannien, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Der er syv dræbte efter de israelske luftangreb på Masyaf-regionen. Herunder tre civile - inklusive en mand og hans søn, som befandt sig i en bil og fire uidentificerede soldater, siger ngo'en.

Mindst 15 mennesker er såret efter angrebene og militære mål i området er ødelagt, lyder det.

- 13 voldsomme eksplosioner kunne høres i et område af Masyaf, der huser forskningscentre, hvor proiranske grupper og eksperter i våbenudvikling er til stede, lød det fra gruppen i en erklæring tidligere på aftenen.

Masyaf ligger omkring 200 kilometer nord for Libanons hovedstad Beirut.

Det syriske statsmedie Sana rapporterede tidligere om fem dræbte og 19 sårede nær Masyaf.

- Omkring 23.20 søndag udførte den israelske fjende et luftangreb fra det nordvestlige Libanon, som var rettet mod et antal militære mål i Syriens centrale region, lød det fra Sana med henvisning til en unavngiven militær kilde.

23.20 syrisk tid svarer til 22.20 dansk tid.

Siden Hamas angreb Israel 7. oktober, har Israel optrappet antallet af angreb ind i Syrien.

Israel har ikke kommenteret sagen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT