Netanyahu vil fremsætte vidtgående love efter soldaterkritisk film

UDLAND17. SEP 2026 • 02:17

Israelere, der krænker israelske soldaters ære, skal fratages deres statsborgerskab, mener Benjamin Netanyahu.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil fratage alle israelere, der krænker israelske soldaters ære, deres statsborgerskab.

Det siger Netanyahu onsdag i et videoopslag på sociale medier, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at den soldaterkritiske dokumentarfilm "Naza", der sætter fokus på Israels militæroperationer i Gaza, de seneste dage er blevet fordømt af Netanyahus regering.

Filmen har israelerne Yuval Abraham og Rachel Szor som instruktører.

Premierministeren siger i videoopslaget, at han vil fremsætte to lovforslag, der skal rette op på den store skade, som er blevet påført israelske soldater.

- For det første at fratage enhver, der krænker soldaters ære, deres statsborgerskab, og for det andet at ramme dem økonomisk og 20-doble den lovbestemte erstatning, de kan sagsøges for i forbindelse med ærekrænkelse, siger Netanyahu i et opslag på X.

- Vi vil ramme dem både økonomisk og på deres statsborgerskab, da de ikke hører til blandt os, lyder det.

Tirsdag anklagede premierministeren flere af sine politiske modstandere for ikke at tage hårdt nok afstand fra dokumentarfilmen.

Ifølge Netanyahu gjorde det dem uegnede til at bestride et offentligt embede.

Dokumentarfilmen "Naza" har de seneste dage fået stor opmærksomhed, efter at den i weekenden vandt den særlige jurypris ved filmfestivalen i den italienske by Venedig.

Den 80 minutter lange dokumentarfilm sætter fokus på de civile tab som følge af Israels militæroperationer i Gazastriben og systemer, der ligger bag målrettede drab på palæstinensere.

Det israelske militær har kritiseret brugen af anonyme kilder i filmen. Israel har afvist, at civile har været et bevidst mål.

Filmen indeholder anonymiserede vidneudsagn fra 24 israelske militær- og efterretningsfolk, skriver nyhedsbureauet AFP. De israelske kilder fortæller om planlagte og systematiske drab på palæstinensere under krigen i Gazastriben.

Den israelske kulturminister, Miki Zohar, beskyldte efter filmfestivalen i Venedig instruktørerne for "forræderi mod staten" og for at skade deres hjemland. Samtidig sagde Zohar, at de skulle fratages deres statsborgerskab.

Det er allerede juridisk muligt at fratage personer deres statsborgerskab i Israel, selv om det sjældent anvendes, skriver AFP.

I 2022 fastslog Israels højesteret, at staten kan fratage personer deres statsborgerskab, hvis de ikke har udvist det, der betegnes som loyalitet - for eksempel ved at begå spionage eller landsforræderi.

Loven blev desuden udvidet i 2023 til at omfatte personer, der er dømt for det, der betegnes som terrorisme, skriver AFP.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT