Netanyahu: Israel går snart ind med fuld styrke i Gaza

13. MAJ 2025 • 15:30UDLAND

- Der bliver ikke nogen situation, hvor vi stopper krigen, siger Benjamin Netanyahu om Gaza.

Israel går i de kommende dage ind i Gaza "med fuld styrke" for at besejre den militante palæstinensiske gruppe Hamas.

Det siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, tirsdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I de kommende dage går vi ind med fuld styrke for at fuldføre operationen. At fuldende operationen betyder at besejre Hamas, siger Netanyahu i en udtalelse fra premierministerkontoret.

- Der bliver ikke nogen situation, hvor vi stopper krigen. En midlertidig våbenhvile kan ske, men vi går hele vejen.

I samme udtalelse fortæller den israelske premierminister, at regeringen i landet i øjeblikket arbejder på at finde lande, der vil være villig til at tage imod palæstinensere fra Gaza.

- Vi har oprettet et system, der vil give dem (Gaza-indbyggere red.) mulighed for at forlade (Gaza red.), men vi har brug for lande, der er villige til at tage imod dem, siger Netanyahu i udtalelsen ifølge AFP.

Han tilføjer desuden, at ifølge ham vil "over 50 procent vil forlade" området, hvis de får muligheden.

Meldingen fra Netanyahu kommer dagen efter et israelsk-amerikansk gidsel blev løsladt fra Gaza.

Med gårsdagens løsladelse er der ifølge BBC 58 gidsler tilbage i Gaza ud af de 251 personer, som blev taget som gidsler i oktober 2023.

Ifølge Hamas skulle frigivelsen af gidslet åbne for en mulig tilbagevenden til våbenhvile-forhandlinger.

Men Netanyahu afviste efterfølgende, af løsladelsen ville få betydning i forhold til at standse kampene.

Israel stoppede 18. marts en to måneder lang våbenhvile og øgede sine bombardementer i Gaza.

Siden da har Israel også blokeret for nødhjælp, og advarslerne om risikoen for hungersnød i det krigshærgede område er taget til.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT