Nato-chef opfordrer allierede til at nedtrappe spændinger i Mellemøsten

13. JUN 2025 • 10:26UDLAND

Generalsekretær Mark Rutte siger, at lande inklusive USA må hjælpe med at deeskalere efter angreb i Iran.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, opfordrer lande - herunder også USA - til at arbejde for at nedtrappe situationen i Mellemøsten.

Det siger han på et pressemøde i Sveriges hovedstad, Stockholm, efter nattens angreb på Iran og det igangværende modangreb på Israel.

- Det her var en ensidig handling fra Israel. Derfor mener jeg, at det er afgørende, at mange allierede, inklusive USA, i dette øjeblik arbejder på at deeskalere situationen, siger han, da han bliver spurgt til, hvad det internationale samfund skal gøre for at deeskalere.

Han præciserer ikke yderligere, hvilke allierede der er tale om.

Han tilføjer, at situationen udvikler sig "meget hurtigt".

Israel har i nattens løb udført et omfattende angreb mod forskellige mål i Iran, der blandt andet tæller nukleare og militære mål.

Iran har svoret gengældelse.

Således har Iran fredag morgen iværksat et modangreb og sendt omkring 100 droner af sted mod Israel.

Israel er begyndt at skyde dronerne ned uden for israelsk territorium, oplyser en israelsk militærkilde ifølge Reuters.

En israelsk talsperson har sagt, at 200 kampfly har taget del i en stor operation i nattetimerne. 100 forskellige mål er blevet ramt, forlyder det.

Det storstilede angreb mod Iran har ifølge Israel været nødvendigt for at forhindre det iranske militær i at udvikle en atombombe.

Angrebet kommer på et tidspunkt, hvor der har været forhandlinger mellem USA - Israels allierede - og Iran om en ny atomaftale.

Både USA og Israel har sagt, at det iranske atomprogram udgør en risiko for Israel, hvis forhold til Iran er meget anspændt.

Iran støtter flere militante bevægelser, som Israel er i krig med. Herunder Hamas-bevægelsen i Gazastriben.

Selv fastholder Iran, at atomprogrammet er fredeligt. Formålet er udelukkende at bruge uran til kernekraft, siger landet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT