Næsten 1000 hjem er oversvømmet i russisk region
Både Rusland og Kasakhstan kæmper med oversvømmelser på et niveau, der ikke er set i næsten et århundrede.
Omkring 990 huse og private udstykninger er blevet oversvømmet i den russiske region Kurgan ved floden Tobol på grænsen til Kasakhstan.Det oplyser Ruslands beredskabsministerium på beskedtjenesten Telegram tidligt tirsdag morgen.
- Vandstanden i Tobol stiger hurtigt, lyder det i opslaget.
Allerede fredag i sidste uge blev landsbyen Kamenskoje i Kurgan evakueret, efter at vandstanden i Tobol var steget med 1,4 meter i løbet af natten.
Kamenskoje ligger langs Tobol, som også går igennem Kurgan, den største by i regionen af samme navn. Her bor 300.000 mennesker.
Rusland erklærede tidligere på måneden undtagelsestilstand i den nærliggende region Orenburg, efter at Uralfloden gik flere meter over sine bredder.
Både Rusland og Kasakhstan kæmper med oversvømmelser på et niveau, der ikke er set i næsten et århundrede.
I Uralbjergerne, Sibirien og Kasakhstan er over 120.000 mennesker blevet evakueret.
/ritzau/Reuters