Moderat jordskælv rammer by i Italiens tåspids
Et moderat jordskælv, der endnu ikke har forårsaget nogen skader, har fredag aften ramt Calabrien i Italien.
Et jordskælv med en beregnet størrelse på 5 har sent torsdag ramt Italiens sydlige region Calabrien.Der er endnu ingen meldinger om, at jordskælvet har forårsaget nogen skader, eller at nogen er blevet såret.
Jordskælvet skete i Det Joniske Hav omkring tre kilometer vest for landsbyen Pietrapaola, som ligger i provinsen Cosenza, siger det Italienske institut for geofysik og vulkanologi (INGV).
Brandvæsenet i Italien har på det sociale medie X umiddelbart efter jordskælvet oplyst, at der ikke er blevet anmeldt skader, og at ingen personer har tilkaldt hjælp fra beredskabet i forbindelse med skælvet.
Det lød dog samtidig, at der stadig udføres kontrol og eftersyn for at sikre, at alle indbyggere i de omkringliggende områder er uskadte.
Borgmesteren i Pietrapaola siger samtidig til mediet RaiNews 24, at "situationen er rolig".
Men, tilføjer hun, indbyggerne mærkede "andre rystelser, nogle mindre kraftige nogle," efter det første skælv.
- Vi er alle på gaden, siger hun.
Den øverste chef for INGV, Carlo Doglioni, fortæller til RaiNews 24, at der i løbet af de seneste dage har været flere rystelser i området, og at instituttet holder øje med situationen.
- Vi ved ikke, om det her er forløbets største skælv, siger han.
På sociale medier har indbyggere i Italien meldt, at jordskælvet også kunne mærkes længere væk.
I både Bari og Apulien, som ligger omkring 250 kilometer nordpå, bemærkede man skælvets rystelser, lyder det.
Ifølge Reuters er store dele af det centrale og sydlige Italien udsat, når det kommer til jordskælv.
I august 2016 ramte et jordskælv med en størrelse på 6,2 bjergbyen Amatrice i det centrale Italien, hvilket også gik ud over byerne Arquata, Accumoli og Pescara del Tronto.
Næsten 300 personer mistede livet, og det meste af Amatrice blev ødelagt.
/ritzau/AFP