Mist ikke modet opfordrer Nato-chef på toårsdag for russisk invasion

24. FEB 2024 • 10:19UDLAND

Italiens premierminister, Giorgia Meloni, vil i Kyiv lede et virtuelt G7-møde på årsdag for russisk invasion.

Flere vestlige ledere er lørdag ankommet til Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det sker i forbindelse med toårsdagen for den russiske invasion i landet.

Det rapporterer nyhedsbureauet dpa.

De er mødt op for at vise solidaritet med det ukrainske folk under krigen med Rusland.

- Mist ikke modet, lyder opfordringen til Ukraine og de vestlige allierede fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på årsdagen.

- Situationen på krigsskuepladsen er fortsat ekstremt alvorlig. Præsident Putins mål om at dominere Ukraine har ikke ændret sig, og der er ingen antydning om, at han forbereder sig på fred, udtaler han i en erklæring.

Italiens premierminister, Giorgia Meloni, ankom lørdag morgen til Kyiv. Her vil hun lede et virtuelt møde mellem G7-landene. Italien er formandsland i G7, der tæller USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Canada og Japan. EU er en fast del af G7.

Meloni er i den ukrainske hovedstad flankeret af Canadas og Belgiens premierministre, Justin Trudeau og Alexander De Croo, samt EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen.

Von der Leyen skriver på det sociale medie X, at hun er i Kyiv for at "fejre det ukrainske folks helt usædvanlige modstand".

- Mere end nogensinde står vi fast bag Ukraine. Finansielt, økonomisk, militært, moralsk. Indtil landet omsider er frit, skriver hun.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), besøgte fredag byen Lviv i det vestlige Ukraine.

Her underskrev hun sammen med landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, en ti år lang aftale om militær og økonomisk hjælp til Ukraine.

Zelenskyj vil senere lørdag deltage i det virtuelle møde i G7. Det finder sted i Sankt Sofia-katedralen i Kyiv sent lørdag eftermiddag, skriver AFP.

Lige nu er det EU og de europæiske lande, der understøtter den ukrainske hær med militært udstyr. Hjælpen fra USA er ved at tørre ud. Det er sket, efter republikanerne i Repræsentanters Hus i Washington har blokeret for en hjælpepakke til 60 milliarder dollar.

Præsident Joe Biden har forgæves forsøgt at få overtalt republikanerne til at frigive hjælpen. Men uden held. De retter ind efter den republikanske favorit til at blive USA's næste præsident, Donald Trump, der modarbejder militær støtte til Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU