Over 100 anholdt ved støttedemonstrationer for Navalnyj

4. JUN 2023 • 22:29UDLAND

Både i Rusland og flere europæiske lande er der støtteprotester på fængslet oppositionsleders fødselsdag.

Russisk politi har søndag anholdt 109 mennesker for at deltage i demonstrationer til fordel for den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj.

Anholdelserne er foretaget i hovedstaden Moskva samt i 22 andre byer.

Det viser en opgørelse fra organisationen OVD Info.

Navalnyjs medarbejdere havde opfordret til støttedemonstrationer i både Rusland og udlandet i anledning af hans 47 års fødselsdag søndag.

En kvinde blev anholdt, da hun i Moskva stod klædt i en hættetrøje med budskabet "Du er ikke alene" og holdt en lille sort ballon med ordene "Tillykke med fødselsdagen".

I Sankt Petersborg blev en kvinde med et barn anholdt.

- Jeg er imod krigen, og derfor anholdt de mig med mit mindreårige barn, siger hun ifølge Reuters.

Fotos viser andre anholdte demonstranter, der havde lavet plakater med tekster som "Tillykke Aleksej" og "Frihed til Navalnyj".

Navalnyjs stab siger, at han bliver mishandlet i det fængsel, han er indsat i.

Selv siger han i en besked på sociale medier, at han vågnede op i det, han betegner som en "straffecelle". Det er 16. gang, at han er anbragt i sådan en, tilføjer han.

- Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg ikke blev nødt til at vågne i dette helvedeshul, og at jeg i stedet kunne spise morgenmad med min familie, få kys på kinden af mine børn og pakke gaver ud, siger han.

- Men livet fungerer på den måde, at social fremgang og en bedre fremtid kun kan opnås, hvis et vist antal mennesker er villige til at betale prisen for retten til at have overbevisninger.

Russiske myndigheder har slået ekstra hårdt ned på kritikere af præsident Vladimir Putin, siden Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år.

De fleste oppositionspolitikere er enten i fængsel eller flygtet ud af landet.

- Den dag vil komme, hvor det at sige sandheden og tale for retfærdighed vil være noget almindeligt og ikke farligt i Rusland, siger Navalnyj videre.

Efter planen skal han møde i retten tirsdag. Han er anklaget for "ekstremisme" og kan i værste fald få op til 35 års fængsel oven i de domme på i alt ni års fængsel, han i forvejen afsoner.

Navalnyj har betegnet anklagerne mod sig som rent politiske og siger, at præsident Vladimir Putin og den øvrige regering i Moskva ønsker at holde ham fængslet på livstid.

Den fængslede oppositionsleder blev anholdt, da han i januar 2021 vendte tilbage til Rusland, efter at han var blevet behandlet i Tyskland som følge af forgiftning.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU