Mindst 30 personer dræbt i israelsk angreb mod skoler
Ifølge talsmand husede ramte skoler fordrevne palæstinensere. Israels militær siger, at Hamas brugte dem.
Mindst 30 mennesker er søndag blevet dræbt i et israelske luftangreb, der ramte to skoler i Gaza By i Gazastriben.
Det oplyser Gazas civilforsvar, skriver nyhedsbureauet AFP.
Israels militær har bekræftet angrebet. I en erklæring siger det, at den palæstinensiske bevægelse Hamas brugte skolerne som gemmested og som kommandocentre.
Ifølge AFP er mindst 11 skoler i Gaza blevet ramt i løbet af den seneste måned. Omkring 150 personer er blevet dræbt.
Det er baseret på en optælling af dødstal, som tidligere er givet af embedsmænd i Gazastriben.
Søndag siger Mahmud Bassal, der er talsmand for civilforsvaret, at kvinder og børn udgør størstedelen af de omkomne. Ifølge ham var der tale om skolerne Hassan Salameh og al-Nasr.
- Dusinvis blev også såret, siger han.
Ifølge Bassal husede skolerne palæstinensere fordrevet fra deres hjem i den igangværende krig mellem Hamas og Israel.
Lørdag ramte et lignende israelsk angreb et andet skolekompleks i Gaza By og dræbte mindst 17 mennesker ifølge civilforsvaret.
Det israelske militær har gentagne gange beskyldt Hamas for at bruge civile faciliteter som kommando- og kontrolcentre eller som skjulesteder for dets militære ledere og militante medlemmer.
Den palæstinensiske bevægelse afviser anklagen.
Krigen i Gazastriben har varet i omkring ti måneder. Den begyndte, efter at Hamas udførte et overraskelsesangreb på Israel 7. oktober. Ifølge en optælling fra AFP, der baserer sig på officielle israelske tal, døde lige under 1200 mennesker i forbindelse med angrebet.
Derudover blev 251 personer taget som gidsler. 111 af dem holdes fortsat som gidsler i Gazastriben, herunder 39 som ifølge det israelske militær er døde.
I Israels angreb i Gazastriben er knap 39.600 personer blevet dræbt ifølge sundhedsministeriet i området, som er under Hamas' kontrol.
/ritzau/AFP