Mindst 14 meldes dræbt i israelske angreb på militærmål i Syrien
Ifølge efterretningskilder blev forskningscenter, der huser iranske militæreksperter, ramt i angreb i Syrien.
Israelske angreb nær byen Masyaf i det nordvestlige Syrien kostede søndag aften mindst 14 mennesker livet.Det oplyser det statslige syriske nyhedsbureau, Sana.
Tidligere forlød det, at syv personer var dræbt.
Unavngivne efterretningskilder oplyser, at angrebene var rettet mod et militært forskningscenter, som menes at huse iranske militæreksperter.
Iranerne skal være involveret i våbenproduktion.
- Omkring klokken 23.20 søndag aften udførte den israelske fjende et luftangreb fra det nordvestlige Libanon, hvilket ramte en række militære mål i den centrale region (i Syrien, red.), siger en militærkilde til Sana.
En kilde i det lokale sundhedsvæsen siger til nyhedsbureauet, at angrebene - foruden de dræbte - har såret 43 personer.
Nogle af dem er i kritisk tilstand.
Israel har ikke umiddelbart kommenteret anklagerne om, at landet skulle stå bag angrebene i Syrien. Generelt be- eller afkræfter Israel ikke meldinger om, at landet har angrebet mål i nabolandet.
Siden den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år er Israel blevet beskyldt for at stå bag flere angreb på mål i Syrien.
Det mest omtalte var et luftangreb på Irans ambassade i Damaskus i april. Her blev syv iranske militærfolk dræbt - herunder flere højtstående officerer fra den iranske revolutionsgarde.
Angrebet på ambassaden fik Iran til at gennemføre et omfattende gengældelsesangreb på Israel 13. og 14. april.
Flere end 300 missiler og droner blev sendt afsted mod militære mål i Israel i det, der var det første iranske angreb mod Israel udført fra Irans eget territorium.
Langt størstedelen af de iranske droner og missiler blev skudt ned af Israel, inden de ramte deres mål. Ingen omkom i angrebet, men en syvårig pige kom til skade, da hun blev ramt af missilrester.
Iran er Israels nok største fjende i Mellemøsten. Det iranske styre er allieret med Hamas i Gaza såvel som Hizbollah-bevægelsen i Libanon.
/ritzau/Reuters