Mike Johnson fortsætter ikke som Republikanernes leder
Efter Republikanernes nederlag i Kongressen trækker Mike Johnson sig fra post, bekræfter talsperson.
Formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Mike Johnson, har meddelt sin stab, at han ikke bliver på posten som Republikanernes mindretalsleder, når den nyvalgte Kongres konstituerer sig.Det bekræfter hans talsperson over for nyhedsbureauet AFP.
Flere medier erfarede tidligere onsdag, at Johnson ville trække sig. Adspurgt om hvorvidt det er rigtigt, at Johnson træder tilbage, svarer hans talsperson kortfattet i en e-mail:
- Korrekt, skriver talspersonen ifølge AFP.
Mike Johnson er ifølge AFP den højest placerede republikaner i USA efter præsident Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance.
Hans beslutning kommer, efter at Republikanerne har mistet flertallet i begge Kongressens kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus - ved tirsdagens midtvejsvalg.
Demokraterne har formået at vinde i en række stater, der traditionelt stemmer republikansk.
54-årige Johnson har været leder af Repræsentanternes Hus siden 2023.
Det er ventet, at de republikanske medlemmer af dette kammer holder en afstemning 10. november for at vælge en ny mindretalsleder, skriver NBC News.
Når den nye Kongres samles i januar, ventes Demokraternes leder, Hakeem Jeffries, at blive valgt til den post, som Mike Johnson i dag sidder på.
Johnson havde ført en omfattende valgkamp for at bevare Republikanernes snævre flertal i Repræsentanternes Hus.
Han har tidligere antydet, at han muligvis ville fortsætte som partiets leder - selv hvis Demokraterne sikrede sig flertallet.
Hans beslutning om ikke at søge posten som Republikanernes mindretalsleder baner ifølge AFP vejen for en kamp mellem den nuværende republikanske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Steve Scalise, og formanden for retsudvalget, Jim Jordan.
Begge er konservative partifæller og loyale støtter af Donald Trump.
RITZAU
