Migranter kan strømme ind i USA når sundhedslov fjernes fredag

11. MAJ 2023 • 10:41UDLAND

Siden 2020 har en vaccinelov betydet, at det har været tæt på umuligt at søge asyl ved USAs grænse.

Når klokken slår midnat mellem torsdag og fredag amerikansk tid, ophører en særlig sundhedslov i USA.

Det betyder, at tusindvis af migranter vil strømme til grænsen for at søge asyl efter flere år med indrejserestriktioner.

Nogle migranter, som er flygtet fra politisk uro og økonomiske udfordringer i deres hjemlande, er allerede trængt ulovligt ind over grænsen.

I de tre texanske byer El Paso, Brownsville og Laredo fik det tirsdag myndighederne til at erklære undtagelsestilstand.

Her kæmper man med at håndtere hundredvis af migranter.

I El Paso sover folk på pap på gaden. De gemmer sig fra solens bagende hede under lagener, og snavsede børn tigger på gaden.

El Pasos borgmester, Oscar Leeser, fortæller, at byen gør sig klar til endnu flere migranter på fredag, efter at han har set den nærliggende mexicanske by Ciudad Juárez.

- På gaden så vi et sted mellem 8000 og 10.000 mennesker, siger Leeser.

- Der er en karavane, som formentlig vil være her tæt på den 11. maj, så jeg forventer, at det egentlige antal, som vi skal håndtere, vil være mellem 12.000 og 15.000 mennesker.

Sundhedsloven har gjort det nærmest umuligt at søge asyl på grænsen mellem USA og Mexico, siden den blev indført under coronapandemien i 2020.

Ved den travleste grænseovergang i El Paso gør myndighederne klar ved at tømme skoler, der kan bruges som opholdssteder.

Og de finder transportløsninger, som kan sende migranter videre ind i USA til familie og venner, eller hvor de kan finde arbejde.

I forbindelse med nye regler opfordres migranter til at søge asyl via en app og rejse ind i USA via officielle grænseovergange.

I Ciudad Juárez frustrerer appen migranterne. Den giver fejlmeldinger, og det er svært at booke et møde, hvor ens ansøgning kan behandles.

Det har fået flere til at opgive appen, og de søger derfor mod grænseovergangene for at søge asyl uden om appen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU