Mette Frederiksen vil ikke anerkende palæstinensisk stat nu

18. APR 2024 • 18:22UDLAND

Tre EU-lande talte på topmøde for at anerkende en palæstinensisk stat for at komme tættere på fredsløsning.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke på nuværende tidspunkt anerkende en palæstinensisk stat.

Det siger hun, efter at tre EU-lande på topmøde i Bruxelles har talt for, at det ellers kan være vejen til at få den ønskede tostatsløsning mellem Israel og Palæstina.

Den danske statsminister mener dog ikke, at det kan lade sig gøre i den nuværende situation:

- Alle europæiske lande ønsker en tostatsløsning. Men det er ikke nogen nem løsning, siger Mette Frederiksen.

Hun peger på, at hverken Hamas i Gaza eller den israelske regering har erklæret sig parat til en tostatsløsning. Derfor nytter det i Mette Frederiksens optik ikke at anerkende en palæstinensisk stat på nuværende tidspunkt.

- Vores udfordring lige nu er, at Hamas ikke anerkender Israel og ikke vil være med til en tostatsløsning, og den nuværende regering i Israel anerkender heller ikke behovet for en tostatsløsning.

- Så selv om mange af os uden for Mellemøsten tror, at det er den eneste holdbare vej, både for at sikre civilbefolkningen i Gaza, men også for at sikre israelerne, så har vi svært ved at trænge igennem. For de stridende parter er begge imod, siger Mette Frederiksen.

På denne uges topmøde gik EU-landene Irland, Spanien og Slovenien helt anderledes ind i diskussionen.

De tre lande vil anerkende en palæstinensisk stat, og de ønsker at få andre EU-lande med på idéen.

Den irske premierminister, Simon Harris, fortalte før andendagen ved EU-topmødet, at han har talt med "en række kolleger", og der er positive meldinger.

- I respekt for disse lande vil jeg ikke gå dybere ind i, hvem det er. Men jeg er sikker på, at der er flere lande i EU, som ønsker at anerkende Palæstina som stat.

- Jeg skal ikke tale på deres vegne, men de deler vores perspektiv om at gøre det for at skabe momentum hen imod etableringen af en tostatsløsning, sagde Harris på vej ind til mødet.

Ni EU-lande anerkender i forvejen en palæstinensisk stat, herunder Sverige, Polen og Ungarn.

Irland, Spanien, Slovenien og Malta har besluttet, at de også vil arbejde hen imod en anerkendelse af en palæstinensisk stat.

Også i Danmark er debatten aktuel. Tidligere på ugen fremsatte Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale et forslag om at anerkende en palæstinensisk stat.

Spørgsmål: Hvilke betingelser skal til for at den danske regering vil anerkende en palæstinensisk stat?

- Vi arbejder for en tostatsløsning. En tostatsløsning er for os det næste skridt, der skal tages i Mellemøsten. Ligegyldigt, hvor svært det måtte være, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

27. MAJ 2024 • 13:40UDLAND
BLÅ BOG: De Radikales Sigrid Friis

SENESTE RITZAU