Medier: Ungarn godkender ikke Sverige i Nato inden sommerferie

28. JUN 2023 • 23:24UDLAND

Ungarns parlament har ikke godkendelse af Sverige i Nato på agenda næste uge. Dagsorden er dog ikke fastlagt.

Det bliver ikke på denne side af sommerferien, at Ungarns parlament vil godkende Sveriges Nato-medlemskab, lyder det onsdag i flere ungarske medier.

Afstemningen om Sveriges medlemskab er nemlig ikke på programmet for næste uge i parlamentet. Det er ellers sidste uge inden sommerpausen.

Parlamentets pressekontor siger dog, at dagsordenen for næste uge ikke er på plads. Dagsordenen bliver først endelig fastlagt på et møde torsdag.

Hvis Ungarn ikke godkender Sveriges Nato-medlemskab, inden parlamentet går på sommerferie, spænder det ben for, at Sverige kan blive medlem ved Nato-topmødet i Vilnius 11. og 12 juli.

For at blive optaget i Nato kræver det, at alle Nato-landene godkender det.

De to ungarske nyhedssites hvg.hu og index.hu skriver onsdag, at parlamentet vil forsinke afstemningen på grund af en forværret relation med Sverige.

Den venstreorienterede oppositionspolitiker Agnes Vadai har desuden skrevet på Facebook, at premierminister Viktor Orban ikke vil sætte Sveriges medlemskab på dagsordenen i næste uge.

Orbans parti, Fidesz, har flertal i parlamentet.

Orban udtrykte i februar bekymringer over at inkludere Finland og Sverige i forsvarsalliancen.

Han beskyldte blandt andet begge lande for at sprede "direkte løgne" om tilstanden på demokratiet og retssikkerheden i Ungarn.

Sidst i marts godkendte Ungarn dog Finlands medlemskab.

Onsdag siger en anonym embedsmand fra et vestligt land, at det er uklart, om Sverige kommer til at blive Nato-medlem ved topmødet i Vilnius.

Ud over en godkendelse fra Ungarn mangler også Tyrkiet at godkende Sveriges Nato-medlemskab.

En række embedsmænd fra Nato-lande har de seneste dage arbejdet hårdt på at få Tyrkiet til at sige god for Sverige i Nato.

Det står dog stadig ikke klart, om det vil lykkes at få overbevist Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Han har onsdag haft en telefonsamtale med Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz. De to drøftede udviklingen i Rusland og Sveriges Nato-bud.

Erdogan siger, at Sverige har taget skridt i den rigtige retning med henvisning til landets nye terrorlov.

Han siger dog også, at støtter af det kurdiske arbejderparti PKK, som er på EU's terrorliste, fortsat arrangerer demonstrationer og finansierer, hvad han kalder terrorgrupper, hvilket er "uacceptabelt" i Tyrkiet.

Onsdag brændte en mand muslimernes hellige bog, Koranen, uden for Stockholms største moské. Tyrkiet har fordømt hændelsen, og den kan komplicere Sveriges forsøg på at blive Nato-medlem.

Manden bliver nu efterforsket for hetz mod en folkegruppe, fordi afbrændingen foregik foran en moské.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT