Medier: Mangeårige demokratiske senator Dianne Feinstein er død

29. SEP 2023 • 16:40UDLAND

Dianne Feinstein var en markant senator, der ønskede at skærpe USA's våbenlove.

Den mangeårige amerikanske senator Dianne Feinstein er død, 90 år,

Det bekræfter den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer, i en følelsesladet tale i Senatet.

Her vender han sig om peger hen, hvor den markante politiker havde sin plads. Hun blev den længst siddende kvinde i det amerikanske senat.

Feinstein var kendt for i mange år at forsøge at få Kongressen til at skærpe USA's meget liberale våbenlovgivning.

Og hun blev en markant stemme for kvinder i amerikansk politik.

USA's præsident, Joe Biden, hylder hende i mindeord som en "banebrydende amerikaner".

Den demokratiske senators død ventes ikke at forrykke magtbalancen i Senatet.

Demokraterne har hidtil været i flertal med 51 pladser i Senatet mod 49 til Republikanerne.

Feinstein var valgt i delstaten Californien. Hun havde sæde i det amerikanske senat i 31 år.

Det er den demokratiske guvernør i Californien, Gavin Newsom, som har retten til at udpege en afløser for hende i resten af valgperioden. Det vil sige frem til januar 2025. Det ventes at blive en demokrat.

Feinstein blev sygemeldt i april, angiveligt efter et "ubetydeligt fald" i sit hjem.

Men det var tydeligt, at en række andre helbredsproblemer var stødt til, og at hendes åndsevner svandt.

Hun havde tidligere bebudet, at hun ville trække sig ved udgangen af næste år. Men hun efterkom ikke opfordringer om hurtigst muligt at lade sig pensionere.

Da hun fremlagde sin plan om sin tilbagetrækning næste år, kommenterede præsident Joe Biden hendes beslutning. Han kaldte hende en "passioneret forsvarer af borgerrettigheder".

Et højdepunkt i hendes karriere var, da hun i 1994 tilkæmpede et forbud mod, at amerikanerne kunne købe krigslignende halvautomatiske våben. Men loven udløb efter 10 år og blev ikke fornyet.

Hendes politiske karriere tog for alvor fart, da hun blev valgt til borgmester i San Francisco i 1978 efter mordet på hendes forgænger George Moscone og byrådspolitikeren Harvey Milk.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU