Medier: Anklager drøfter stop for Trumps retssager med ministerium
Trump har truet med at fyre anklager Jack Smith. Nu er han angiveligt selv i gang med at stoppe retssager.
Særanklager Jack Smith er i "aktive drøftelser" med justitsministeriet i USA om, hvordan føderale retssager mod Donald Trump kan afsluttes, efter at republikaneren har vundet det amerikanske præsidentvalg.Det skriver flere amerikanske medier - blandt andet ABC News og CNN. Begge henviser til anonyme kilder.
Drøftelserne ventes at vare adskillige dage, siger en embedsmand i justitsministeriet til CNN.
Juraeksperter har allerede over for nyhedsbureauerne Reuters og AFP vurderet, at Trumps sejr formentlig vil betyde, at flere retssager, hvor han er tiltalt, vil blive suspenderet.
I hvert fald i de fire år, hvor han er USA's præsident.
To af de fire straffesager mod Trump er føderale. Det er de sager, hvor Jack Smith er anklager.
Det drejer sig om en sag om potentielt ulovlig indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2020 og en om håndtering af hemmeligstemplede dokumenter.
Trump har tidligere sagt, at han vil få Jack Smith fyret "i løbet af to sekunder", når han igen indtager præsidentembedet.
Ud over de føderale sager er der forberedt en retssag i staten Georgia.
Her handler tiltalen - ligesom i den ene af de føderale sager - om forsøg på at omgøre valgresultatet i 2020.
Trump kan ikke selv stoppe den retssag, fordi den ligger i en af delstaterne. Men hans advokater kan bede om, at retssagen indstilles, idet en siddende præsident ikke skal bebyrdes med en retssag.
I den sidste af sagerne er Trump allerede blevet dømt.
I maj blev han kendt skyldig ved en domstol i New York i en sag om bogføring af betaling til pornostjernen Stormy Daniels på 130.000 dollar for at holde mund om en påstået affære.
Et nævningeting fandt Trump skyldig i at have forfalsket regnskaber for at dække over betalingen.
Dermed blev han den første amerikanske ekspræsident, der er kendt skyldig i en forbrydelse af kategorien "felony" - altså af en vis alvor
I denne sag skal strafudmålingen efter planen finde sted 26. november. Men juraeksperter forventer, at det bliver udskudt endnu en gang.
Det er aldrig sket i USA's historie, at en valgt præsident har fået en straf ved en domstol kort tid inden sin indsættelse.
/ritzau/