Medie: Politiet har løsladt anholdt efter afhøring i Guthrie-sag

11. FEB 2026 • 10:34UDLAND

Nancy Guthrie forsvandt for over en uge siden i Arizona. Hun er mor til den kendte tv-vært Savannah Guthrie.

Politiet i den amerikanske delstat Arizona har løsladt en mand, der var blevet anholdt i forbindelse med sagen om den forsvundne 84-årige Nancy Guthrie.

Det skriver det amerikanske medie CBS News.

Nancy Guthrie er mor til den amerikanske nyhedsvært Savannah Guthrie.

Efter sin løsladelse fortæller manden til journalister uden for sit hjem, at han ikke ved, hvem Nancy Guthrie er.

- Jeg har ikke gjort noget, jeg er uskyldig, siger han ifølge CBS News.

De lokale myndigheder har ikke bekræftet løsladelsen af manden, skriver mediet.

Tidligere på morgenen dansk tid bekræftede politiet i Arizona, at man havde taget en person med til afhøring i sagen om Nancy Guthrie.

Efter at have anholdt manden ved en trafikkontrol ransagede politiet hans hjem i Rio Rico syd for byen Tucson, fortæller kilder med kendskab til efterforskningen til CBS News.

Det lokale sherifkontor får assistance af FBI i sagen, der har fået stor opmærksomhed, da Nancy Guhtrie er mor til den kendte tv-vært Savannah Guthrie.

Tirsdag offentliggjorde FBI billeder af en maskeret og bevæbnet person, som tilsyneladende piller ved et overvågningskamera ved den forsvundne Nancy Guthries hjem.

Det er uvist, om personen, der angiveligt er blevet løsladt, er den samme som den maskerede person på de offentliggjorte overvågningsbilleder.

Nancy Guthrie forsvandt for over en uge siden i delstaten Arizona.

Datteren Savannah Guthrie er vært på NBC-programmet Today, der hver morgen leverer nyheder til millioner af amerikanere.

Sammen med sin storesøster og storebror har Savannah Guthrie de seneste dage lavet flere opslag på det sociale medie Instagram henvendt til morens potentielle bortførere.

Tv-værten har blandt andet sagt, at familien er parat til at betale en løsesum for at få moren tilbage.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT