Medie: Harris tager til COP28 efter melding om afbud fra Biden
Tidligere på ugen skrev New York Times, at Biden bliver væk fra COP28. Nu lyder det, at Harris deltager.
USA's vicepræsident, Kamala Harris, kommer til at deltage ved klimatopmødet COP28, der begynder torsdag i Dubai.Det skriver mediet Bloomberg på baggrund af oplysninger fra kilder med kendskab til vicepræsidentens planer.
Det ventes, at Harris skal repræsentere USA sammen med udenrigsminister Antony Blinken og andre topfolk til FN's klimatopmøde.
Tidligere på ugen skrev New York Times, at præsident Joe Biden ikke vil deltage, fordi han har for travlt med den igangværende konflikt i Mellemøsten.
Kirsten Allen, der er talsperson for Harris, udtalte ifølge New York Times sidste uge, at Kamal Harris ikke havde planer om at deltage ved topmødet.
Tirsdag meddelte pave Frans, at han heller ikke deltager ved COP28. Det sker på baggrund af råd fra pavens læge.
Klimadagsordnen har været på toppen af Joe Bidens liste over verdens udfordringer i løbet af hans præsidentskab. Tidligere denne måned udtalte han, at klimaforandringer er "den ultimative trussel mod menneskeligheden".
Han har også deltaget i de to COP'er, der har fundet sted, mens han har været præsident.
De knap 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention (UNFCCC), mødes årligt til klimamøde.
I år holdes nummer 28 - som derfor kaldes COP28 - fra 30. november til 12. december i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater.
Her samles verdens ledere og embedsmænd til klimaforhandlinger, mens aktivister og pressen følger med fra sidelinjen.
COP'erne er det øverste organ i de globale klimaforhandlinger og altså stedet, hvor de store beslutninger bliver truffet.
/ritzau/