Medie: Første møde i Trumps Gaza-fredsråd afholdes i februar

7. FEB 2026 • 06:26UDLAND

Ifølge mediet Axios vil første møde i Gaza Board of Peace finde sted i Washington D.C. 19. februar.

Det Hvide Hus i USA planlægger det første møde for det såkaldte fredsråd Gaza Board of Peace den 19. februar.

Det oplyser en unavngiven amerikansk embedsmand og diplomater fra fire lande, der er medlemmer af fredsrådet, til mediet Axios.

- Det bliver det første møde i fredsrådet og en fundraisingkonference til genopbygningen af Gaza, siger den amerikanske embedsmand.

Det Hvide Hus vil bruge mødet til at implementere anden fase af våbenhvileaftalen i Gaza og skaffe penge til genopbygningen af området, skriver Axios.

Planerne for topmødet er i de tidlige stadier og kan stadig ændre sig. Det Hvide Hus afviser over for Axios at kommentere sagen.

Gaza Board of Peace har indtil videre 27 medlemmer og ledes af USA's præsident, Donald Trump.

Da Trump i januar præsenterede rådet, blev det mødt med udbredt skepsis. Nogle allierede mener, at Trump med rådet forsøger at oprette et alternativ til FN's Sikkerhedsråd.

Ifølge kilderne skal mødet holdes i USA's fredsinstitut (Usip) i Washington D.C.

Allerede fredag begyndte Trump-administrationen at række ud til flere lande for at invitere deres ledere til mødet.

Unavngivne israelske embedsmænd oplyser til Axios, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, efter planen skal mødes med Trump i Det Hvide Hus den 18. februar - dagen før mødet i fredsrådet.

Trump underskrev den 22. januar et dokument, der grundlagde fredsrådet, mens han var i Schweiz til World Economic Forum.

Ved lanceringen sad blandt andre Ungarns premierminister, Viktor Orbán, på scenen i Schweiz.

Fredsrådet var oprindeligt en del af en fredsplan i Gaza. Der blev indgået en våbenhvile mellem Israel og den militante gruppe Hamas i oktober.

Flere lande, heriblandt Norge, Sverige og Storbritannien har takket nej til at være medlemmer af Trumps fredsråd. Danmark var ikke blandt de inviterede.

Dagen inden droppede Trump sin plan om at straffe Danmark og en række europæiske lande med ekstra told, hvis ikke USA kom i besiddelse af Grønland.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT