Medie: Beretning om stormløb på Kongressen kommer inden jul

8. DEC 2022 • 00:52UDLAND

Den sidste beretning om stormløbet mod Kongressen i USA vil komme 19. eller 21. december, oplyser kilder.

Det ligner, at det særlige udvalg i Kongressen, som efterforsker stormløbet mod Capitol-bygningen 6. januar 2021 i USA, er ved at være klar til at sætte sidste punktum for sit arbejde.

Kilder fortæller til det amerikanske medie NBC News, at udvalgets sidste beretning vil komme 19. december. To kilder mener dog, at beretningen først kommer to dage senere, 21. december.

Sagen drejer sig om 6. januar sidste år, hvor daværende vicepræsident Mike Pence gik til Kongressen for at overbringe nyheden om demokraten Joe Bidens valgsejr over Donald Trump i præsidentvalget 2020.

Kongressen holder til i bygningskomplekset The Capitol.

Her havde en stor skare af vrede Donald Trump-tilhængere samlet sig. Demonstranterne var ligesom Trump overbevist om, at præsidentvalget 2020 var præget af valgsvindel.

Den rigtige præsident var Donald Trump, mente de.

Demonstrationen endte i voldsomme sammenstød med politiet, og flere mistede livet i forbindelsen med demonstrationen, hvor Donald Trump-tilhængerne endte med at bryde ind i The Capitol.

Siden er flere centrale personer fra den yderste amerikanske højrefløj blevet dømt for sammensværgelse for at gøre oprør.

Præcist hvad den endelige beretning fra det særlige udvalg kommer til at indeholde, vides ikke.

Men udvalget har kaldt flere helt centrale personer fra Trumps regering i vidneskranken for at forklare sig.

Det er blandt andet den tidligere justitsminister William Barr, som har sagt, at han ikke mener, at Trump er den retmæssige vinder af præsidentvalget i 2024. Donald Trumps datter Ivanka Trump har også afgivet vidneudsagn, hvor hun tilsluttede sig William Barrs vurdering.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU