Marius Borg Høiby erkender transport af 3,5 kilo pot

19. JAN 2026 • 15:34UDLAND

I februar begynder retssag mod den norske kronprinsesses søn. Nu beskyldes han for flere lovovertrædelser.

Marius Borg Høiby, der er søn af den norske kronprinsesse, Mette-Marit, er tiltalt for at have modtaget mindst 3,5 kilo marihuana i juli 2020 og transporteret det videre og overdraget det til en anden person.

Derudover er Marius Borg Høiby også blevet sigtet for at have overtrådt tilholdet mod en kvinde flere gange og for tre nye overtrædelser af færdselsloven, hvor han blandt andet har filmet sig selv køre på motorcykel i høj fart.

Det bekræfter statsadvokat Sturla Henriksbø ifølge det norske medie Aftenposten.

- Der er i alt syv anklagepunkter i den udvidede tiltale, siger han til avisen.

Ifølge Aftenposten har politiet efterforsket hændelserne siden december, hvor Marius Borg Høiby blev afhørt, og hans lejlighed blev ransaget.

3. februar begynder en retssag i Oslo byret mod den 29-årige kronprinsessesøn. Den forventes at strække sig til 13. marts.

Han er allerede tiltalt for blandt andet fire voldtægter, for mishandling i nære relationer og for flere voldshandlinger.

Marius Borg Høibys advokat Ellen Holager Andenæs bekræfter over for det norske nyhedsbureau NTB, at hendes klient en enkelt gang har transporteret marihuana "uden at tjene en krone".

Hans anden advokat, Petar Sekulic, siger til NTB, at Marius Borg Høiby "kun havde en kortvarig omgang med marihuana, ved at han kørte den hen til en bekendt".

Marius Borg Høiby risikerer op til ti års fængsel, hvis han kendes skyldig i de mest alvorlige forhold, han er tiltalt for.

Han har erkendt sig skyldig i overfald på en tidligere partner.

I en erklæring forklarede han, at han havde været påvirket af alkohol og kokain, da han var voldelig over for en daværende kæreste.

Marius Borg Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er født, inden kronprinsesse Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med den norske tronarving, kronprins Haakon.

Men sagen påvirker kongefamilien.

Det sagde kronprinsesse Mette-Marits svigerfar, kong Harald, i programmet "Året med kongefamilien" på den norske tv-station NRK i december.

- Nu er det i domstolenes hænder, og retssagen er berammet. Den kommer til at gå sin gang. Så må vi tage det, som det kommer, sagde den norske monark og tilføjede:

- Samtidig vil jeg sige, at vi føler med alle dem, som er berørt. Ikke bare i vores egen familie, men også alle andre, som er berørt. Vi føler med dem og håber, at de har det godt og får det bedre efter retssagen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT