Tre svenske statsborgere er dømt til døden i Irak efter skuddrab

4. JUL 2024 • 13:31UDLAND

Irak har idømt tre svenske statsborgere dødsstraf efter skud mod en fjerde svensker. Alle er bandekriminelle.

Tre svenske statsborgere er blevet dømt til døden i Irak for at skyde og dræbe en svensk statsborger i januar.

Det bekræfter det svenske udenrigsministerium torsdag, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Episoden fandt sted 9. januar, hvor bandelederen Mustafa "Benzema" Aljiburi blev skudt og dræbt i Bagdad. De tre dødsdømte har siden siddet varetægtsfængslet.

De er alle fire udpeget som bandekriminelle. Udenrigsminister Tobias Billström fra Moderaterna mener ikke, at det har en betydning for at kritisere det.

- Vi modsætter os altid dødsstraf, uanset hvor det sker, eller hvem den er rettet mod. Det er en principsag.

- Man kan idømme fængselsstraf i stedet, siger han på et pressemøde med svenske journalister.

På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen agter at bringe de dødsdømte mænd til Sverige for at afsone deres straf, siger Billström, at "det bliver vi nødt til at vende tilbage til".

Han tilføjer dog senere, at det er muligt at lade dem afsone i Irak.

- Der er ikke noget princip, der siger, at man skal overføres til Sverige for at kunne afsone sin fængselsdom på svensk territorium. Det er fint at gøre det andre steder også, siger han.

En fjerde person står over for samme straf for en separat forbrydelse, som involverede narkotika. Men ministeriet kan ikke bekræfte oplysningerne.

Sverige har ikke dødsstraf og er imod anvendelsen af den straf.

Sverige vil indkalde en repræsentant fra Irak for at protestere mod dommene.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT