Mand i kritisk tilstand efter at have sat ild til sig selv i New York

19. APR 2024 • 21:38UDLAND

En mand er i kritisk tilstand, efter at han satte ild til sig selv ved retsbygning, hvor Trump befandt sig.

En mand er i kritisk tilstand, efter at han satte ild til sig selv foran retsbygningen i New York, hvor den tidligere amerikanske præsident Donald Trump var for retten fredag eftermiddag lokal tid i en sag om regnskabssvindel.

Det oplyser New Yorks politi ifølge BBC.

Mediet skriver, at der er tale om en ung mand. Han hældte angiveligt noget væske over sig, hvorefter han satte ild sig selv.

Umiddelbart inden havde han kastet flyers rundt i området foran retsbygningen.

Ifølge BBC var flere betjente til stede, da hændelsen fandt sted. En brandslukker blev brugt til at slukke flammerne på den unge mand, som efterfølgende blev båret væk på en båre og kørt på hospitalet.

Det vides endnu ikke, hvorfor manden satte ild til sig selv.

Mens hændelsen skete, var Trump i retten i den nærliggende retsbygning. Han er anklaget for regnskabssvindel i forbindelse med udbetaling af tys-tys-penge til pornoskuespillerinden Stormy Daniels.

Den 77-årige Trump er den første tidligere amerikanske præsident, som er blevet tiltalt i en kriminalsag.

Fredag er nævningetinget i sagen fuldtalligt. 12 nævninger samt seks suppleanter er udpeget.

Trump har erklæret sig ikke-skyldig i de 34 anklagepunkter, han er tiltalt for.

På et pressemøde oplyser myndighederne i New York, at manden er født i 1987 og er fra Florida. Hans pårørende er underrettet.

Ifølge myndighederne handlede mandens flyers om konspirationsteorier. Han ankom til New York tidligere på ugen og havde angiveligt skrevet om sin plan om at sætte ild til sig selv på sociale medier.

Flere personer har pådraget sig mindre skader i forbindelse med brandepisoden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

2. MAJ 2024 • 22:28SPORT
Chelsea driller Tottenham i CL-jagt