Mand dømt for drab på Shinzo Abe anker livstidsdom

4. FEB 2026 • 06:09UDLAND

45-årig mand fik i januar en livstidsdom for at have skudt og dræbt Japans længstsiddende premierminister.

Tetsuya Yamagami, der i januar blev idømt fængsel på livstid for drabet på Japans tidligere premierminister Shinzo Abe, har anket dommen.

Det oplyser Yamagamis forsvarsadvokat, Masaaki Furukawa, til nyhedsbureauet AFP.

- I dag indgav jeg en begæring om at anke, lyder det.

Ifølge Furukawa er anken "en mulighed for at rette op på den uretfærdige afgørelse fra en lavere retsinstans".

Livstidsdommen faldt den 21. januar ved en distriktsdomstol i byen Nara.

Advokaten afviser at svare på spørgsmål om, hvorvidt Yamagamis intention med anken er at blive frifundet eller at få nedsat sin straf.

Den nu 45-årige Yamagami blev anholdt på stedet i juli 2022, efter at han med et hjemmelavet skydevåben dræbte Japans tidligere premierminister Shinzo Abe, som var i færd med at holde tale ved et vælgermøde i den vestjapanske by Nara.

Abe, der var landets længst siddende regeringschef, blev 67 år.

Shinzo Abe var ikke længere premierminister, da han blev skudt og dræbt, men han var stadig en magtfuld skikkelse i det regerende Liberale Demokratiske Parti (LDP), og hans død efterlod ifølge Reuters et stort tomrum i partiet.

Siden har partiet været igennem to opgør om formandsposten og dermed også skiftet premierminister. Landets nuværende premierminister, Sanae Takaichi, er også fra LDP.

Drabet på Abe satte fokus på forbindelsen mellem partiet og Moon-bevægelsen, som er en religiøs sekt med stor udbredelse i Sydkorea og Japan.

En intern undersøgelse i partiet har tidligere vist, at flere end 100 politikere havde forbindelser til gruppen, hvilket har fået mange vælgere til at vende LDP ryggen.

Yamagamis sag vakte en vis offentlig sympati, da hans forsvarsteam argumenterede for, at angrebet var motiveret af hans mors donationer til sekten, hvilket havde bragt hans familie i store økonomiske vanskeligheder.

Abe havde holdt taler ved arrangementer, som nogle af kirkens grupper stod bag. Sekten ydede desuden støtte til LDP under valg.

Furukawa siger til AFP, at det ikke umiddelbart står klart, hvornår ankesagen vil begynde, men at den vil blive ført ved en højere retsinstans i byen Osaka.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT