Løsladte fanger modtages af Putin i Moskva efter fangeudveksling

1. AUG 2024 • 22:26UDLAND

Som følge af en fangeudveksling er otte fanger blevet sendt til Rusland. De er landet i Moskva torsdag aften.

De russiske fanger, som er blevet frigivet i forbindelse med en fangeudveksling, er torsdag aften landet i en lufthavn i Moskva.

Det oplyser det statslige russiske nyhedsbureau Ria Novosti ifølge CNN.

Fangerne er blevet taget imod af Ruslands præsident, Vladimir Putin, skriver AFP.

- Jeg vil gerne lykønske jer med jeres tilbagevenden til moderlandet, siger præsidenten til de løsladte fanger på russisk tv ifølge nyhedsbureauet.

Reuters skriver, at Putin ifølge russiske nyhedsbureauer udtaler, at de otte hjemvendte fanger vil blive overrakt priser.

Han siger desuden til de frigivne fanger, at Rusland ikke havde glemt dem.

Ria Novosti skriver ifølge CNN, at en rød løber er blevet rullet ud i forbindelse med de løsladte fangernes ankomst.

Tidligere torsdag fandt en fangeudveksling mellem syv forskellige lande sted i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

I alt indgår 26 personer i udvekslingen, heraf to børn og 24 fanger, der er blevet løsladt fra fængsler i USA, Norge, Tyskland, Polen, Slovenien, Rusland og Belarus.

Otte fanger og de to børn er blevet sendt til Rusland.

Blandt de frigivne russiske fanger er Vadim Krasikov, der afsonede en livstidsdom i Tyskland for mordet på georgieren Zelimkhan Khangoshvili i 2019.

Khangoshvili havde tidligere kæmpet sammen med Rusland-kritiske separatister i Tjetjenien.

Også Mikhail Valerijevitsj Mikusjin er blandt dem, der torsdag aften er landet i Moskva.

Ifølge norsk politi er han en russisk spion, som har udgivet sig for at være en brasiliansk forsker. Han blev anholdt i Norge i oktober 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT