Løkke: Våbenhvilen i Gaza bør forlænges yderligere

28. NOV 2023 • 12:42UDLAND

Danmark ønsker, at våbenhvilen forlænges yderligere, så gidsler kan komme ud og nødhjælp ind, siger Løkke.

Våbenhvilen i Gaza, der mandag blev lagt to ekstra dage til, bør forlænges yderligere.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forud for Nato-udenrigsministermødet i Bruxelles tirsdag.

- Jeg er meget tilfreds med, at det i går lykkedes at forlænge den fire dage lange våbenhvile med yderligere to dage. Jeg vil gerne udtrykke det ønske, at to dage bliver til mere.

- Det kan gøre, at alle gidsler kommer fri. Inklusive den danske statsborger, som sidder som gidsel i Gaza. Og det vil også skabe mulighed for, at der kan komme nødhjælp ind, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han siger, at ønsket efter hans opfattelse deles "meget bredt" blandt EU-landene.

- Jeg kommer lige fra et møde mandag, hvor vi var en række EU-udenrigsministre sammen med nogle af kernenationerne i området. Altså lande som Egypten, Jordan og Saudi-Arabien. De spiller en meget konstruktiv rolle, og de har et ønske om at normalisere i forholdet til Israel, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger dermed på, at Jordan sluttede fred med Israel for 30 år siden, mens Saudi Arabien var godt på vej til at gøre det samme.

- Det er formentlig en af grundene til, at Hamas lavede sit terrorangreb. For at ødelægge den proces. Det har den region ikke brug for. Den har brug for fred og stabilitet, siger Løkke.

Han understreger igen, at Danmark fordømmer Hamas' angreb og støtter Israels ret til at "gøre op med" Hamas.

- Permanent sikkerhed og tryghed kommer der kun, når det her er dæmmet ind, den humanitære katastrofe afværget, og der kommer nogle langsigtede løsninger, siger Lars Løkke Rasmussen.

Her peger Danmark og de øvrige EU-lande på en tostatsløsning som vejen til fred.

Det vil dog kræve svære forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, som er dybt uenige om, hvor grænserne mellem de to stater i givet fald skal gå.

Spørgsmål: Ifølge de palæstinensiske tal er omkring 15.000 civile blevet dræbt i Gaza, og der er bekymring for, om det kan udvikle sig til en regional konflikt. Bør Israel stoppe nu?

- Vi anerkender fuldstændigt Israels ret til selvforsvar. Og til at tage et opgør med terrororganisationen Hamas. Vi har hele tiden sagt, at det skal ske med respekt for international lov og international humanitær lov.

- Vi har også hele tiden sagt til Israel, at de skal tænke over deres langsigtede interesser.

- Udfordringen er, at du kan slå Hamas som miltær organisation ned. Men der knytter sig en ideologi til det, og der er en indbygget risiko for, at der kommer en hel generation af unge palæstinenserne, som får smag for radikalisering.

- Derfor er det ret håbefuldt, at der nu har været pause i kamphandlingerne i foreløbigt fem dage. Og at det er forlænget. Det vil være godt at forlænge våbenhvilen yderligere. Også af hensyn til at sikre en international dialog, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger på, at Israels tætteste allierede, USA, deler ønsket om at arbejde frem mod en tostatsløsning. Det vil kræve forhandlinger frem for en langvarig militærindsats i Gaza.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT