Løkke forventer Ukraine kun må bruge amerikanske missiler i Kursk
Løkke forventer begrænsninger på Ukraines brug af amerikanske missiler mod mål i Rusland.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) glæder sig over, at USA ifølge oplysninger i amerikanske medier er ved at give Ukraine adgang til at bruge amerikanske missiler mod mål i Rusland.Den danske udenrigsminister forventer dog, at beslutningen fortsat indeholder begrænsninger på, hvor Ukraine må angribe i Rusland.
Det siger han på vej ind til udenrigsministermøde i Bruxelles.
- Hvis det virkelig var sådan, at USA havde løftet de geografiske restriktioner, så ville det være godt. Jeg har nu en fornemmelse af, at det her er relativt limiteret og handler om Kursk, siger Lars Løkke Rasmussen.
Oplysningerne om den amerikanske beslutning og detaljerne i den er endnu ikke officielt bekræftet.
Flere medier i USA, herunder New York Times, citerer kilder for, at præsident Joe Biden for første gang har givet Ukraines militær lov til at ramme mål i Rusland med amerikanske våben.
Missilerne skal bruges til at forsvare ukrainske styrker i Kursk-regionen i Rusland, siger kilderne.
Dermed får Ukraine tilsyneladende ikke lov til at ramme mål længere inde i Rusland med hjælp fra amerikanske missiler.
- Det er selvfølgelig bedre end ingenting, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer, at "lidt har også ret".
Den danske udenrigsminister peger dermed på behovet for at øge støtten til Ukraine endnu mere.
- Vi har set, hvordan Rusland har trukket nordkoreanske soldater ind i kampene. Vi kan se, at Rusland på mange måder er i offensiven.
- Der er en betydelig ukrainsk modstandskraft, men for nylig så vi også det største russiske angreb på den ukrainske infrastruktur i meget lang tid, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han så gerne, at Ukraines allierede ophævede restriktionerne på Ukraines brug af donerede våben - så længe landet overholder krigens love og kun går efter militære mål i Rusland.
Danmark har blandt andet doneret F-16-kampfly til Ukraine uden geografiske restriktioner.
- Danmark har hele tiden presset på. Vi var de første, der gav F-16, og vi har givet vores våbenstøtte uden geografiske restriktioner.
- Vi har længe appelleret til, at andre skulle løfte deres. Det er der brug for.
- Vi kender endnu ikke dybden af den amerikanske melding, men der er brug for mere. Det tror jeg godt, at man ædrueligt må sige, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/