Løkke: EU-strategi for Arktis vil styrke Europas tilstedeværelse
EU-Kommissionens nye strategi for Arktis vil være til gavn for Europa og indbyggerne i Arktis, mener Løkke.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) hilser i et opslag på X den nye Arktis-strategi fra EU-Kommissionen "meget velkommen".- I et skiftende geopolitisk landskab vokser vigtigheden af Arktis. Jeg hilser EU's arktiske strategi meget velkommen, skriver Lars Løkke Rasmussen.
EU-Kommissionen fremlagde tirsdag strategien, som nu skal diskuteres med EU-landene.
Strategien markerer et stort skifte i forhold til den seneste strategi fra 2021. Nu lægger EU-Kommissionen op til et stærkt øget fokus på sikkerhed.
Samtidig vil man øge investeringerne i regionen markant.
Det er den rigtige vej at gå, mener Lars Løkke Rasmussen om strategien.
- Den vil bane vejen for et stærkere EU-aftryk i regionen - til gavn for indbyggerne i Arktis. Men også for hele Europa og vores nære partnere, skriver Lars Løkke Rasmussen på X.
Strategien kommer, kort efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i september var på besøg i Grønland.
Her underskrev hun sammen med Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og statsminister Mette Frederiksen (S) en fælleserklæring om styrket samarbejde.
Erklæringen blev underbygget med en EU-investering på 1,5 milliarder kroner i blandt andet digital infrastruktur i Grønland.
- Det viser, at vi mener det alvorligt. Vi kommer til at samarbejde om digitalisering og grøn energi og er i det hele taget af den klare opfattelse, at det i fremtiden er både i EU's interesse, men også i Grønlands interesse, at vi bliver tættere knyttet til hinanden, siger Dan Jørgensen.
I forbindelse med besøget gjorde Jens-Frederik Nielsen det klart, at Grønland ikke er på vej til at søge optagelse i EU.
Tværtimod lever drømmen om selvbestemmelse i Grønland, og det bliver også anerkendt i strategien, siger Dan Jørgensen.
Strategien lægger samtidig op til at styrke Europas evne til at operere under arktiske forhold.
Det skal blandt andet ske ved at udvide den europæiske isbryderkapacitet.
Ifølge EU-Kommissionen råder de 27 EU-lande tilsammen over omkring 10 isbrydere. Til sammenligning skønnes Rusland at kunne mønstre 40 isbrydere.
I strategien lægger EU-Kommissionen samtidig op til, at der skal gøres mere for at beskytte de nordlige søgrænser og kritisk undersøisk infrastruktur.
Det skal blandt andet ske ved at oprette et nyt maritimt sikkerhedscenter.
Det skal støtte overvågningen af maritime aktiviteter i Arktis.
EU-Kommissionen vil også oprette et "arktisk kabelcenter" til overvågning, beskyttelse og reparation af undersøiske kabler i Nordatlanten og Arktis.
RITZAU
