Livvagt hjalp Trump under skyderi og bliver nu Secret Service-chef

23. JAN 2025 • 06:21UDLAND

En agent, som hjalp Trump, da der blev affyret skud ved vælgermøde i juli, bliver ny Secret Service-direktør.

USA's præsident, Donald Trump, har udnævnt Sean Curran som direktør for Secret Service, der har ansvaret for præsidentens sikkerhed.

Det skriver han selv på sit sociale medie, Truth Social.

Curran var blandt de agenter, der var omkring Trump, da han blev udsat for et formodet attentatforsøg i Butler i Pennsylvania i juli sidste år.

- Han viste sit frygtløse mod, da han risikerede sit eget liv for at hjælpe med at redde mit.

- Jeg har komplet og fuldstændig tillid til, at Sean (Curran, red.) kan gøre USA's Secret Service stærkere end nogensinde før, skriver Trump.

Under vælgermødet, der blev afviklet 13. juli, blev Trump strejfet af et skud i øret, mens en person i publikum blev dræbt, og yderligere to blev såret, da en mand skød mod Trump fra et nærliggende hustag.

Trump faldt sammen, tog sig til øret og dukkede sig ned bag podiet, mens agenter - heriblandt Sean Curran - fra Secret Service trak ham ned i dækning.

Den formodede gerningsmand - 20-årige Thomas Crooks - blev dræbt af Secret Service få minutter senere.

Ti dage senere trådte Secret Service-direktør Kimberly Cheatle tilbage efter at have mødt hård kritik for ikke at have forhindret gerningspersonen i at såre Trump.

Et uafhængigt panel kiggede efterfølgende Secret Service efter i sømmene og udtalte sønderlemmende kritik af, at tjenesten ikke havde sikret bygningen, hvorfra skuddene blev affyret.

Der var brug for omfattende ændringer i sikkerhedstjenesten, lød vurderingen.

Selv om Trumps øre blev strejfet, slap han ellers uskadt fra attentatforsøget.

Curran startede sin karriere i Secret Service i 2001 som specialagent i New Jersey, hvor han stod for beskyttelse, efterretninger, efterforskning, rekruttering og logistisk støtte til distriktet Newark, lyder det fra Trump i opslaget.

Han erstatter Ron Rowe, der har været fungerende direktør siden juli.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT