Leder af Yoons parti undskylder til Sydkoreas befolkning
Yoons parti siger, at man accepterer forfatningsdomstols afsættelse af ham efter undtagelsestilstand.
Lederen af den afsatte præsident Yoon Suk-yeols parti, PPP, Kwon Young-se, giver en undskyldning til Sydkoreas befolkning.Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters, efter at Sydkoreas forfatningsdomstol fredag har afsat Yoon.
- Det er ærgerligt, men partiet accepterer og respekterer forfatningsdomstolens beslutning.
- Vi giver også en oprigtig undskyldning til folket, siger Kwon Young-se.
Yoon blev afsat tidligere fredag morgen dansk tid. Forfatningsdomstolen lagde vægt på, at Yoon svigtede sin pligt som præsident ved at foretage handlinger, som lå ud over præsidentens beføjelser.
Det gjorde han 3. december sidste år, da han indførte militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
Yoon indførte ifølge eget udsagn undtagelsestilstanden, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.
Derefter stemte parlamentet for, at Yoon skulle stilles for en rigsret.
Oppositionens leder, Lee Jae-myung, der ifølge meningsmålinger er favorit til at vinde et kommende valg, hylder forfatningsdomstolens afgørelse, skriver AFP.
Yoon "ødelagde forfatningen og truede folket samt demokratiet med pistoler og knive, som folket havde betroet ham", lyder det fra Lee.
Som følge af afsættelsen skal der afholdes præsidentvalg i Sydkorea inden for 60 dage, lyder det i landets forfatning.
Dommen er kulminationen på måneders politisk uro i landet.
Tusindvis af mennesker uden for retten brød ud i vild jubel, da det stod klart, at Yoon blev afsat som præsident.
- Vi vandt!, råbte flere uden for retten, hvor hundredvis havde slået lejr natten over.
Forud for domsafsigelsen blev området spærret af. Over 14.000 politibetjente er ifølge nyhedsbureauet dpa indsat i Seoul for at forhindre voldelige optøjer.
Der er dog også demonstranter på Yoons side. En demonstrant er foreløbig blevet anholdt for at smadre et vindue i et af politiets køretøjer, skriver nyhedsbureauet Yonhap.
/ritzau/