Leder af Sydkoreas regeringsparti vil have præsident suspenderet
Præsident Yoons partileder vil have ham suspenderet for at erklære militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, skal suspenderes fra sit embede "så hurtigt som muligt" som følge af den militære undtagelsestilstand, som han erklærede i landet tirsdag.Det mener lederen af Sydkoreas regeringsparti og Yoons partifælle, Han Dong-hoon, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Han udstedte Yoon ordrer om at anholde fremtrædende politikere under undtagelsestilstanden med den begrundelse, at de var "statsfjendtlige".
Dette er ikke officielt bekræftet af hverken Sydkoreas politi eller militær.
Han Dong-hoon antyder desuden, at partiets holdning til en eventuel rigsretssag kan have ændret sig på grund af "nye troværdige beviser".
- Jeg sagde i går (natten til torsdag, red.), at jeg ville forsøge at forhindre rigsretssagen for at mindske skaderne på folket og vores tilhængere.
- Men i lyset af de nyligt afslørede oplysninger mener jeg, at suspenderingen af præsident Yoon Suk-yeol er nødvendig for at beskyttet Republikken Korea (Sydkoreas officielle navn, red.) og vores folk, siger han på et pressemøde.
Hvis Yoon bliver siddende, er der ifølge Han en betydelig risiko for, at ekstreme handlinger svarende til erklæringen om militær undtagelsestilstand kan blive gentaget, lyder det.
Yoon "anerkender ikke, at denne ulovlige undtagelsestilstand var forkert", lyder det videre fra partilederen.
Han vil ikke giver Reuters' journalister et klart svar på, om partiet vil stemme for eller imod en rigsret.
Det er oppositionspartierne, der har indsendt lovforslaget om at stille Yoon for en rigsret.
Oppositionen har flertal i parlamentet og skal blot bruge otte medlemmer fra Yoon og Hans parti for at opnå det nødvendige flertal på to tredjedele for at stille præsidenten for en rigsret.
Afstemningen finder sted lørdag klokken 11 dansk tid.
Det rystede Sydkorea og resten af verden, da præsident Yoon tirsdag erklærede militær undtagelsestilstand i landet.
Det lykkedes politikere at mødes i det sydkoreanske parlament og blokere for undtagelsestilstanden via en afstemning.
Derfor blev Yoon tvunget til at trække erklæringen tilbage.
Præsidenten stod inden choktiltaget med dårlige popularitetsmålinger, problemer med at få næste års finanslov igennem i parlamentet og en sag om gaver til hans hustru, Kim Keon-hee.
Ifølge den seneste Gallup-undersøgelse er opbakningen til ham faldet med 3 procentpoint til 13 procent. Det er et nyt lavpunkt, skriver Reuters.
/ritzau/