Landsdækkende strømsvigt lammer Cuba under orkan
Kategori 3-orkanen Rafael er onsdag aften gået i land på Cuba. Østaten er ramt af et nationalt strømsvigt.
Cuba er onsdag blevet ramt af en landsdækkende strømafbrydelse, efter at orkanen Rafael er gået i land.Det oplyser det nationale elselskab på X.
- Stærk vinde som følge af orkanen Rafael har medført en nedlukning af det nationale energinet, skriver Union Electria i opslaget.
Det er under en måned siden, at Cuba senest blev ramt af en landsdækkende strømafbrydelse.
Orkanen Rafael gik i land på den caribiske østat omkring klokken 22.15 dansk tid.
Den er blevet målt til at have en vindstyrke på 185 kilometer i timen og er dermed en kategori 3-orkan, oplyser USA's Nationale Orkancenter (NHC).
Ifølge NHC forventes orkanen at medføre "en livsfarlig stormflod, kraftige vinde af orkanstyrke og pludselige oversvømmelser i dele af det vestlige Cuba".
Der er udstedt varsel om orkan i 9 ud af Cubas i alt 15 provinser.
I byen Cadalaria har vindstød revet grene af træer, og der ligger affald spredt rundt omkring i gaderne.
I provinserne Artemisa og Pinar del Rio er mere end 70.000 mennesker blevet evakueret fra deres hjem som følge af orkanen.
I Cubas hovedstad, Havana, ligger gaderne næsten øde hen, butikkerne holder lukket og den offentlige transport er indstillet.
Rafael forventes at aftage i styrke, mens de passerer østaten, der har omkring ti millioner indbyggere.
NHC har som følge af orkanen varslet tropisk storm ved Florida Keys, der er en ørække i den amerikanske delstat Florida.
Det er blot to uger siden, at Cuba senest blev ramt af et landsdækkende strømsvigt, der varede i fire dage.
Årsagen var dengang, at landets største kraftværk gik i stå på grund af brændstofmangel.
Cuba har i flere måneder været ramt af strømafbrydelser af flere timers varighed.
Den caribiske østat er i øjeblikket ramt af økonomisk krise og landets beboere lider under mangel på mad, brændstof vand og medicin.
/ritzau/AFP