Lækkede dokumenter afslører Putins adgang til cybervåben

30. MAR 2023 • 18:03UDLAND

En russisk it-virksomhed har leveret cybervåben til Ruslands militær og efterretningstjenester, viser lækage.

Et omfattende læk af dokumenter har afsløret, hvordan den russiske it-virksomhed NTC Vulkan har leveret cybervåben til det russiske militær og russiske efterretningstjenester.

Det skriver DR, der er et af 11 medier, der har fået adgang til de lækkede dokumenter.

Værktøjerne menes at være blevet brugt af præsident Vladimir Putins styre til eksempelvis at overvåge, censurere og sprede propaganda.

Lækket afslører blandt andet et system med navnet "Amezit".

Det vurderes ifølge DR at give russiske spioner og militære hackere en lang række muligheder for at udføre omfattende desinformation.

Det inkluderer en vejledning til, hvordan man kan lave en stor mængde falske profiler på sociale medier.

Henrik Moltke, der er tech-korrespondent i DR, siger, at systemet kan bruges til at plante falsk information og så tvivl om sandheden.

- Det er et meget omfattende system - en slags digital schweizerkniv for "bad guys", der kan bruges til at starte og holde styr på desinformation gennem for eksempel troldehære - altså falske profiler på sociale medier.

- Det ville for eksempel kunne bruges i et besat område til at forsøge at skifte et narrativ hos lokalbefolkningen og skabe tvivl om begivenheder, der kan anspore til modstand, siger Henrik Moltke.

Det er over 5000 sider med hemmelige oplysninger, der er blevet delt med journalister anført af tyske Der Spiegel og det nye undersøgende medie Paper trail media.

Også The Guardian, Le Monde og The Washington Post er blandt de medier, der har set dokumenterne.

Dokumenterne har fået tilnavnet VulkanFiles og strækker sig fra 2016 til 2021. De er blevet lækket af en anonym whistleblower, der er vred over russernes invasion af Ukraine.

- Folk bør kende til farerne ved det her, har whistlebloweren sagt med henvisning til Vulkans cybervåben ifølge The Guardian.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU