Kvinder, sorte og latinoer banede vejen for Trump-sejr

6. NOV 2024 • 15:17UDLAND

Flere demokratiske kernevælgere valgte tirsdag at stemme på republikaneren Donald Trump, viser målinger.

Fremgang blandt kvinder samt sorte og latinamerikanske mandlige vælgere var med til at sikre Donald Trump præsidentposten i USA.

Det skriver Reuters.

En meningsmåling foretaget af Edison Research på valgstederne, efter at amerikanerne tirsdag havde stemt, viste, at vandringer i disse tre vælgergrupper var med til at afgøre valget.

I forhold til valget for fire år siden, hvor Trump tabte til den siddende præsident, demokraten Joe Biden, lykkedes det den republikanske kandidat at kapre demokratiske kernevælgere.

Flere sorte og latinamerikanere, fortrinsvis mandlige, valgte derfor at sætte deres stemme på Trump fremfor demokraten Kamala Harris.

På landsplan viste Edisons måling efter stemmeafgivelsen en fremgang på 18 procent blandt de mandlige latinamerikanske vælgere i forhold til valget i 2020.

I flere vigtige svingstater lykkedes det også Trump at overbevise især sorte mænd om at stemme på ham.

I North Carolina øgede han sin tilslutning i den sorte del af befolkningen fra 5 procent i 2020 til 12 procent. Hver femte sorte mand stemte på Donald Trump i delstaten.

Det var forventet, at Kamala Harris ville stå stærkest blandt de kvindelige vælgere i USA, hvilket også blev styrket af, at Trumps forskellige kampagner i høj grad var rettet mod de mandlige vælgere.

Harris stod godt nok stærkest blandt kvinderne, men meningsmålinger foretaget på valgstederne indikerede, at Demokraterne mistede opbakning i forhold til valget i 2020, skriver Reuters.

Joe Biden sikrede sig for fire år siden 57 procent af de kvindelige stemmer på nationalt plan. Målinger indikerer, at opbakningen til Harris blandt USA's kvinder vil lande på 54 procent.

Donald Trump står stærkest blandt de unge førstegangsvælgere, viste målinger. Det tyder dog på, at den kommende præsident gik en smule tilbage blandt den ældre del af befolkningen over 65 år.

Tre ud af fire amerikanere svarede i Edisons måling, at de mener, at USA bevæger sig i en negativ retning. Det var et af de tungtvejende argumenter hos flere for at stemme på Trump.

Donald Trump har også fået en enorm tilslutning fra den del af amerikanerne, der ser på økonomi som deres største bekymring. I den gruppe valgte 79 procent at sætte deres kryds ud for Trump.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT