Kupmagere i Burkina Faso hævder at have afværget kup

28. SEP 2023 • 01:34UDLAND

Ifølge militærregering skulle påstået kupforsøg sende Burkina Faso "ud i kaos" ved at angribe institutioner.

Burkina Fasos militærregering hævder onsdag, at den har afværget et kup.

Det sker, næsten et år efter at landets leder selv kom til magten ved et kup.

En meddelelse er blevet læst op på stats-tv, hvori der står, at et "kupforsøg blev forpurret 26. september af Burkina Fasos efterretnings- og sikkerhedstjenester".

- Officerer og andre formodede deltagere i dette forsøg på destabilisering er blevet anholdt, mens andre aktivt eftersøges, lyder det i meddelelsen.

Personerne bag det påståede kupforsøg ønskede ifølge meddelelsen "at angribe republikkens institutioner og sende landet ud i kaos".

Militærjuntaens leder, Ibrahim Traoré, kom til magten 30. september 2022 ved et kup, som var det andet i landet på blot otte måneder.

De to kup skyldtes blandt andet utilfredshed med manglende succes i kampen mod et jihadistisk oprør, som havde spredt sig fra nabolandet Mali.

Sent tirsdag gik tusindvis af mennesker på gaderne i hovedstaden Ouagadougou.

Det skete, efter at Ibrahim Traoré havde opfordret støtter til at "forsvare" ham, mens der cirkulerede rygter om et kup på sociale medier.

De nærmere detaljer om, hvad der er sket, er regeringen ikke kommet med.

Men den udtaler, at den vil forsøge at få kastet lys over, hvad den omtaler som en "sammensværgelse".

Burkina Faso er et blandt flere lande i det vestlige Afrika, der har været udsat for kup siden 2020. Også i Mali, Guinea og Niger har der været kup.

Militærregeringen siger, at den har vundet territorie tilbage fra de jihadistiske oprørere. Men angrebene mod landets befolkning er fortsat.

Over 17.000 civile og soldater er døde i jihadistiske angreb i Burkina Faso ifølge en optælling fra ngo'en Armed Conflict Location and Event Data Project (ACLED).

Over to millioner mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem i krisen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT