KØB ABONNEMENT

Kun 65 stemmer skiller kandidater: Mississippi har ingen lov om genoptælling

UDLAND • 4. NOV 2026 • 23:08

Mississippi, der ikke har en lov om genoptælling af stemmer, beskrives som uforberedt på tæt senatsvalg.

I den amerikanske delstat Mississippi kan et særligt tæt senatsvalg ende i en usædvanlig situation, da delstaten ingen lov har om genoptælling af stemmerne.

Det skriver avisen The New York Times.

Ifølge de seneste tal fører den demokratiske kandidat Scott Colom med kun 65 stemmer over den republikanske Cindy Hyde-Smith, som er siddende senator i Mississippi.

Mediet ABC News skriver, at Colom har fået 462.857 stemmer, mens Hyde-Smith har sikret sig 462.792 stemmer.

Det betegnes af The New York Times som et utroligt tæt valg, og det ville i mange andre delstater udløse en automatisk genoptælling af stemmerne.

47 af USA's delstater har således bestemmelser om automatisk genoptælling, hvis valgresultatet er tæt, eller hvis en kandidat anmoder om det.

To delstater - Illinois og Tennessee - tillader en genoptælling af stemmerne, hvis en kandidat fremsætter en formel juridisk indsigelse.

De fleste delstaters regler om omtælling blev indført i løbet af 1900-tallet som følge af juridiske indsigelser, der endte ved delstaternes højesteretter.

At Mississippi ingen lov har om omtælling, efterlader delstaten uforberedt på at håndtere et særligt tæt valg, skriver New York Times.

Onsdag eftermiddag lokal tid - onsdag aften dansk tid - er der i delstaten stadig mindre bunker af stemmer, der mangler at blive talt op.

Afstanden mellem de to kandidater kan derfor stadig nå at vokse.

I modsætning til mange andre delstater tillader Mississippi, at brevstemmer modtages op til fem dage efter valgdagen. Det forlænger optællingen.

Der er dog ingen juridisk mulighed for at få stemmerne talt om i delstaten, fastslår Derek Muller, som er professor og forsker i valglovgivning ved det amerikanske University of Notre Dame, til New York Times.

En tabende kandidat kan i stedet indlede en juridisk klage over, at bestemte stemmesedler eller grupper af stemmesedler er blevet medregnet, hvilket vil kunne føre til en ændring i stemmetallene, forklarer han.

Mississippi har ifølge ABC News ikke valgt en demokrat til Senatet siden 1982.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT