Krigen i Gaza sender antisemitisme på himmelfart i Storbritannien
Antallet af antisemitiske hændelser slår rekord for årets første seks måneder, lyder det fra forening.
I de første seks måneder af 2024 har der været flere antisemitiske hændelser i Storbritannien, end der nogensinde har været i de første seks måneder af et år før.Det viser en optælling fra Community Security Trust (CST), en britisk forening som rådgiver jøder i Storbritannien.
Ifølge foreningen er der blevet indberettet næsten 1978 antisemitiske hændelser mellem begyndelsen af januar og udgangen af juni.
Ifølge foreningen drejer mere end halvdelen af hændelserne sig om Hamas' angreb på Israel eller krigen i Gazastriben.
Mark Gardner, som er CST's administrerende direktør, siger, at de nyeste tal "på ny understreger stigningen i britisk antisemitisme".
- Det sker overalt i samfundet, i skoler, på universiteter, arbejdspladser, offentlig transport og på gaden, siger han.
Antallet er mere end det dobbelte af, hvad der blev indberettet i samme periode sidste år. Ifølge CST er der også sket en markant stigning i antisemitisk adfærd på nettet.
Stigningen sker, på trods af at CST målte 2023 til det værste år i britisk historie, hvad angår antisemitisme, siden foreningen begyndte at tælle hændelserne.
Foreningen fik i 2023 tre millioner pund, cirka 26,1 million danske kroner, af den britiske regering til at hjælpe med at sikre jødiske institutioner.
Yvette Cooper, som er Storbritanniens indenrigsminister, kalder den stigende mængde antisemitisme "frastødende".
- Denne slags afskyelige had hører ingensteds hjemme i Storbritannien, og vi vil gerne gøre det meget klart, at dem, som promoverer denne slags gift - være det sig på gaden eller på nettet - altid skal stå til strafferetligt ansvar for det, siger hun.
Krigen i Gazastriben startede, efter at den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas angreb Israel 7. oktober sidste år.
Ifølge den israelske optælling blev flere end 1200 personer dræbt, og flere hundrede bragt til det palæstinensiske område Gaza som gidsler. Knap 700 af de dræbte var ifølge Israel civile.
Ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza, hvor Hamas har magten, er mindst 39.677 mennesker blevet dræbt i de israelske modangreb. Gazas sundhedsmyndigheder skelner ikke mellem civile og hamassoldater i deres optælling.
/ritzau/Reuters