Krig i Ukraine forstyrrer mere end fem millioner børns skolegang

24. JAN 2023 • 07:27UDLAND

Tusindvis af skoler er blevet beskadiget eller ødelagt under den russiske invasion af nabolandet Ukraine.

Krigen i Ukraine har påvirket mere end fem millioner ukrainske børns uddannelse.

Det skriver FN's børneorganisation, Unicef, i en pressemeddelelse mandag.

11 måneder med konflikt har forværret store problemer i den ukrainske uddannelsessektor, der var forårsaget af coronapandemien, lyder det fra Unicef.

Især i den østlige del af Ukraine er det slemt. Her har Krimhalvøen været under russisk kontrol siden 2014.

Det kan have livslange konsekvenser, hvis man går glip af central læring i sine formative år.

Det siger Susanne Dahl, generalsekretær i Unicef Danmark.

- Børn har ret til at gå i skole, selv om der er krig. I skolen oplever børn en afgørende følelse af sikkerhed og struktur i hverdagen, og det er ualmindeligt vigtigt, når alt andet er krig og kaos, siger hun.

Tusindvis af skoler og andre uddannelsesfaciliteter er blevet beskadiget eller ødelagt under krigen på grund af brugen af eksplosive våben.

Mange forældre tøver desuden med at sende deres børn i skole, fordi de frygter for børnenes sikkerhed.

Næsten to millioner ukrainske børn modtager undervisning online, mens 1,3 millioner ukrainske børn modtager en kombination af klasseundervisning og online undervisning.

Dog betyder nylige angreb på den ukrainske infrastruktur, at der mange steder er strømafbrydelser, hvilket gør, at børnene ikke kan modtage online undervisning, lyder det i pressemeddelelsen.

- Det er ikke muligt bare at trykke pause og så vende tilbage, når der er sikkerhed i landet. Så gambler man med en hel generations fremtid, siger Susanne Dahl.

Uddannelsessituationen for de børn, der er flygtet fra Ukraine, bekymrer også Unicef.

To ud af tre af ukrainske flygtningebørn er ikke indskrevet i et uddannelsessystem, viser Unicefs tal.

- Det fortæller mig, at der er et kæmpe behov for at sætte ind nu og her. Både i Ukraine, men også i nabolande som Moldova og Polen, lyder det fra den danske generalsekretær.

- Unicef understøtter børnenes læring, så godt som vi kan. Det gør vi blandt andet med de her såkaldte "Blue Dot Centres", som er etableret langs hele den ukrainske grænse.

Tendensen blandt ukrainske flygtningebørn skyldes blandt andet, at der nogle steder ikke er kapacitet til at undervise børnene, mens andre familier har valgt, at deres børn skal have online undervisning, fordi de håber, at de hurtigt kan vende tilbage til Ukraine.

Unicef estimerede i marts sidste år, at der er 7,5 millioner ukrainske børn. Det vil sige, at to tredjedele af de ukrainske børns skolegang er forstyrret af krigen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU