Kraftigt snefald i Tyskland stoppede luft- og togtrafik
I Münchens lufthavn blev over 320 fly aflyst lørdag formiddag. Lufthavnen blev så lukket til søndag morgen.
Et kraftigt snefald i Tyskland skabte lørdag store hindringer for både luft- og togtrafikken i de sydlige dele af landet.I Münchens lufthavn blev over 320 af i alt 760 rutefly aflyst. Det ventes, at den genåbnes søndag morgen klokken 6.00.
Også i Frankfurt blev fly aflyst, og en talsperson for det tyske luftfartsselskab Lufthansa siger, at forstyrrelserne i lufttrafikken også kan medføre forsinkelser i landets øvrige lufthavne.
Der ventes også hyppige snebyger på Nord- og Østersøkysten.
I Schweiz og Østrig advarede myndighederne om fare for laviner.
Provinserne Tyrol og Vorarlberg i det vestlige Østrig udsendte farevarslinger om sneskred på næsthøjeste niveau, efter at der var faldet 50 centimeter sne natten til lørdag.
Tusindvis af rejsende i delstaten Bayern sad lørdag fast i togtrafikken. Trafikken ved Münchens banegård blev næsten standset helt i en længere periode. Både regionale og fjerntog til og fra storbyen blev midlertidigt indstillet, og togtrafikken ventedes at være ramt af store forstyrrelser frem til søndag.
- Vi anbefaler, at man udsætter rejser til og fra München, sagde en talskvinde for Deutsche Bahn.
Bayern Münchens hjemmekamp mod Union Berlin i den tyske Bundesliga, som skulle spilles lørdag, blev også udsat på grund af snevejret.
Politiet i det sydlige Bayern opfordrede befolkningen til at holde sig inde, mens nød- og snerydningstjenesterne arbejdede.
Mange mindre veje var ufarbare på grund af fygende sne eller væltede træer. Dele af nabodelstaten Baden-Württemberg var også dækket af op til 40 centimer sne tidligt på dagen.
I det nordlige Tyskland var der også snevejr. Hamburg meldte om fem centimeter nysne. Der var også varslet hyppige snebyger på Nord- og Østersøkysten og i de nærliggende indlandsområderne.
/ritzau/dpa