Kraftigt jordskælv udløser tsunamivarsel over ønationen Vanuatu

17. DEC 2024 • 07:33UDLAND

Mindst én person har mistet livet i jordskælv nær stillehavslandet Vanuatu, oplyser politiet til journalist.

Et kraftigt jordskælv beregnet til en styrke på 7,3 fik natten til tirsdag USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) til at udstede et tsunamivarsel for stillehavslandet Vanuatu.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Jordskælvet fandt sted under havets overflade omtrent 54 kilometer vest for Vanuatus hovedstad, Port Vila. Det blev først målt til en styrke på 7,4, men blev senere nedjusteret en smule.

Tsunamivarslet er tidligt tirsdag morgen blevet afblæst.

Politiet oplyser til en journalist med base i Vanuatu, at mindst én person har mistet livet under jordskælvet, mens flere sårede er blevet bragt til hospitalet. Det fortæller journalisten i et interview med Reuters.

- Det er det mest voldsomme jordskælv, som jeg har oplevet i de 21 år, hvor jeg har boet i Vanuatu og Stillehavsøerne. Jeg har set mange jordskælv, men aldrig et som dette, siger journalist Dan McGarry, der er ansat ved Organised Crime and Corruption Reporting Project.

Optagelser, der er blevet bragt på Vanuatus statslige tv-station VBTC, viser, at biler er blevet knust under en sammenstyrtet bygning i Port Vila.

Ifølge mediet er en person desuden blevet spærret inde i en sammenstyrtet bygning.

Også den bygning, der huser den amerikanske ambassade i stillehavslandet, har lidt betydelig skade som følge af jordskælvet.

Som følge af skaderne er ambassaden blevet lukket, oplyser USA's ambassade i Papua Ny Guinea.

Jordskælv med en styrke på omkring 7 betragtes af USGS som store jordskælv, der både kan koste menneskeliv og forårsage store ødelæggelser.

Alle jordskælv med en styrke på over 8 betragtes som svært ødelæggende med både voldsom materiel skade og mange ofre.

Der er kun registreret fem jordskælv med en styrke på 9 eller mere i historien. Det kraftigste var på 9,5 i Chile i 1960.

Vanuatu ligger nord for Ny Kaledonien og sydøst for Salomonøerne. Der bor omkring 330.000 mennesker i landet.

Området er lige øst for grænsen mellem de to tektoniske plader Den Australske Plade og Stillehavspladen. De to plader skubber mod hinanden, og Den Australske Plade glider ned under Stillehavspladen.

Ifølge USGS er det et af de mest seismisk aktive områder i verden.

Jordskælvet natten til tirsdag er blandt de kraftigste i Vanuatus historie.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT