Kraftig vind giver næring til naturbrande i Los Angeles
Omkring 6,5 millioner mennesker er omfattet af en såkaldt kritisk brandtrussel, siger myndigheder i USA.
Brandvæsenet i den amerikanske delstat Californien har onsdag arbejdet i kraftig og tør vind, der giver næring til to voldsomme naturbrande.Naturbrande har i otte dage hærget flere områder nær storbyen Los Angeles.
Voldsomme vindstød betyder, at faren ikke er ovre - og at indbyggere rådes til at stå klar til at forlade deres hjem.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Vindene ventes at fortsætte indtil torsdag eftermiddag lokal tid.
- Vi vil gerne understrege, at det er en særligt farlig situation. Gør jer klar, og vær forberedte på at forlade jeres hjem, siger Lindsey Horvath, som er medlem af tilsynsrådet i amtet Los Angeles, på et pressemøde.
Omkring 6,5 millioner mennesker er omfattet af en såkaldt kritisk brandtrussel, lyder det fra myndighederne.
Mindst 25 personer har mistet livet i brandene, der har slugt et område på størrelse med hovedstaden Washington D.C.
Flammerne har desuden ødelagt mere end 12.000 bygninger, heriblandt indbyggeres huse, og omkring 200.000 personer været nødt til at forlade deres hjem og flygte i sikkerhed.
Slukningsindsatsen tæller omkring 8500 brandfolk fra USA, Canada og Mexico, som de seneste tre dage har formået at holde brandene i skak.
På den vestlige side af Los Angeles er det Palisades-branden, som har hærget. Den er nu 19 procent under kontrol.
Tallet definerer den procentdel af brandens omkreds, som brandvæsenet betragter som under kontrol.
Øst for byen er Eaton-branden 45 procent under kontrol.
En luftflåde af fly har sprøjtet vand og flammehæmmende materiale ned over de ramte områder, mens styrker fra brandvæsenet på jorden blandt andet har brugt vandslager i kampen mod ilden.
Brandvæsenet har arbejdet i døgndrift, siden brandene brød ud 7. januar.
/ritzau/