Korruptionsdømt demokrat trækker sig fra Senatet
Demokraternes flertal reduceres midlertidigt, men guvernør skal udpege afløser for korruptionsdømt senator
Den amerikanske demokratiske senator Bob Menendez har tirsdag trukket sig fra sin post, efter at han blev fundet skyldig i 16 anklagepunkter om afpresning, bestikkelse og korruption.Hans fratrædelsesbrev blev læst højt inde i Senatet tirsdag.
Menendez er senator for New Jersey. I delstaten vil den demokratiske guvernør, Phil Murphy, nu udpege en afløser.
Indtil det er sket, vil det demokratiske flertal i Senatet midlertidigt være reduceret til 50-49.
Menendez' nuværende seksårige periode i Senatet står til at udløbe i januar.
Strafudmålingen mod senatoren er sat til den 29. oktober - en uge før valget 5. november. Her stiller han op som uafhængig i et forsøg på at opnå genvalg til Senatet.
Det regnes dog som usandsynligt, at han opnår genvalg.
Det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Andy Kim stiller op til pladsen i november og er favorit til at vinde det demokratisk dominerede New Jersey.
Beslutningen om at trække sig har Menendez truffet, efter at han har været udsat for pres af flere andre demokrater.
Menendez har en tre årtier lang karriere i Kongressen bag sig. Han har tidligere været formand for Senatets vigtige udenrigsudvalg.
I sagen fra New York er han dømt skyldig i at have styret flere milliarder dollar i amerikansk bistand til Egypten gennem en egyptisk forretningsmand, Wael Hana, som havde kontakter i den egyptiske regering. Selv tjente Menendez hundredtusindvis af dollar i bestikkelse på den slags affærer.
Der blev blandt andet fundet guldbarrer, 500.000 dollar i sedler og en luksusudgave af en Mercedes-bil i Menendez' hjem.
/ritzau/Reuters