Kong Harald er blevet indlagt ved hjemkomsten til Norge

3. MAR 2024 • 23:34UDLAND

Norsk konge skal hvile og i behandling på Rigshospitalet i Oslo. Kronprins Haakon overtager kongens opgaver.

Norges 87-årige kong Harald skal have behandling og ro på et norsk hospital i nogle dage, efter at han søndag aften er vendt hjem med fly til Oslo.

Det oplyser det norske kongehus ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Kongen indlægges på Rigshospitalet til undersøgelser. Kongen bliver på sygehuset i nogle dage for at få behandling og ro, skriver kongehuset i en meddelelse.

I en meddelelse ønsker statsminister Jonas Gahr Støre kongen velkommen hjem til Oslo igen.

- Jeg er glad for, at rejsen gik godt, og at kongen nu er trygt hjemme i Norge, siger Støre til NTB.

- Jeg ønsker vores konge fortsat god bedring og ser frem til, at han kan fortsætte det gode og vigtige job, han udfører for vores land, lyder det fra statsministeren.

Han takker samtidig alle, der har været med til at tilrettelægge hjemrejsen for kongen og dronningen. Det gælder både i Malaysia og Norge.

Tidligere søndag skrev kongehuset, at kong Harald er sygemeldt i to uger. I den periode overtager kronprins Haakon hans opgaver.

På grund af en infektion har kong Harald været indlagt på et hospital i Malaysia, hvor han var på ferie sammen med dronning Sonja.

Lørdag fik han en midlertidig pacemaker, der skulle gøre hjemrejsen mere sikker for ham.

Den norske konge og dronning blev fløjet hjem i et evakueringsfly fra SAS. Det er et fly af typen Boeing 737-700, der er bygget om til at kunne transportere syge og sårede.

Flyet blev fulgt af over 94.000 mennesker på overvågningstjenesten Flightradar24, da det landede i Gardermoen-lufthavnen i Oslo søndag aften kort før klokken 23.

I løbet af dagen har flere tusinde mennesker fulgt kongens rejse fra ferieøen Langkawi i Malaysia til Oslo. Undervejs foretog flyet en mellemlanding i De Forenede Arabiske Emirater, viser data fra Flightradar24.

/ritzau/NTB

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU