Kødalternativer må fortsat kaldes for bøf og pølse

4. OKT 2024 • 16:44UDLAND

Udtryk, der ellers forbindes med kød, kan fortsat bruges om plantebaserede alternativer, afgør EU-domstolen.

Plantebaserede fødevarer må fortsat sælges og promoveres ved at bruge udtryk, der traditionelt forbindes med kød.

Det fastslår EU-Domstolen fredag, skriver mediet Euronews.

Afgørelsen sætter punktum i en længere sag fra 2021.

Dengang vedtog Frankrig en lov, der forbyder beskrivelser som "vegetarburger" og "veganske pølser" i markedsføringen af plantebaserede alternativer.

Loven blev anfægtet af flere organisationer, der arbejder for at fremme alternativer til kød. De mener, at loven er i strid med EU-lovgivningen.

Frankrig sendte sagen til EU-Domstolen, og fredag kom så afgørelsen.

EU-lande kan oprette juridiske navne, der skal bruges til at beskrive kødalternativer.

Hvis de ikke gør det, kan producenter frit markedsføre produkterne med mærkater som "bøf" og "pølse", fremgår det af EU-Domstolens afgørelse.

De kødrelaterede navne må bruges, så længe sammensætningen af produkterne er tydeligt mærket og ikke vildleder forbrugerne.

Den nye afgørelse glæder organisationen European Vegetarian Union, der hævdede, at den franske lov stred mod EU-lovgivningen.

- Ved at sikre klarhed i fødevaremærkning kan vi fremme plantebaserede alternativer og arbejde hen imod at nå miljømål samt øge EU's konkurrenceevne og innovation, siger chef for Den Europæiske Vegetariske Union Rafael Pinto på et pressemøde.

Med den nye afgørelse kan medlemslandene dog fortsat henvise til egne forbrugerbeskyttelsesregler, hvis landet mener, at der er tale om vildledende markedsføring.

I 2017 vedtog EU-Domstolen, at alternativer til mejeriprodukter ikke må kaldes for eksempel "mælk", "smør" eller "yoghurt".

Derfor bliver forbrugere mødt af "havredrik" og "smørbar" i kølediskene i dag.

Kun fødevarer, der indeholder egentlige mejeriprodukter, må bruge udtryk associeret hertil.

I 2020 afviste Europa-Parlamentet et forslag om at reservere kødrelaterede navne til fødevarer fremstillet af animalske dele, skriver Euronews.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT