Kinas problemer med faldende fødsler tager til

13. SEP 2024 • 09:08UDLAND

Staten tager nu nye initiativer for at få skabt en ny kultur, hvor flere gifter sig og får børn.

Kinas Nationale Sundhedskommission vil fokusere mere på at få flere mennesker til at gifte sig og stifte familie, når de har "den passende alder til det", siger en af lederne af kommissionen Yu Xuejun.

Den kommende indsats skal føre til flere børnefødsler i Kina, hvor indbyggertallet er stadigt faldende.

NHC vil blandt andet opfordre til delt forældreansvar i bestræbelserne på at få unge til at se flere "positive perspektiver i ægteskaber, fødsler og familier".

Det skriver den statsligt støttede avis Global Times.

- Det vil hjælpe med at udvikle en ny kultur med ægteskaber og fødsler, siger Yu, som er vicechef for sundhedskommissionen.

I henhold til den gældende lovgivning kan mænd først gifte sig, når de er fyldt 22 og kvinder, når de er fyldt 20.

De nye initiativer kommer, efter at det kinesiske styre har taget en række initiativer for at få flere børn født i landet, efter at antallet af børnefødsler er rekordlavt og faldt i både 2023 og i 2022.

Mange kvinder vælger at forblive barnløse på grund store økonomiske omkostninger ved at have børn og en udbredt kultur, hvor ægteskaber med traditionelle kønsrollemønstre og kønsdiskrimination anses for at være ødelæggende for deres karriere.

Antallet af ægteskaber i første halvdel af indeværende år faldt til det laveste niveau siden 2013, viser officielle data.

Den demografiske udvikling i Kina er i vid udstrækning en følge af landets etbarnspolitik, som var gældende fra 1980 frem til 2015, og som har skræmt mange indbyggere i forhold til at få børn.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT