Kina truer Taiwan-separatister med dødsstraf

21. JUN 2024 • 17:31UDLAND

Formelt har Kinas kommunistiske retssystem ingen indflydelse på det demokratiske styrke i Taiwan.

Kina har indført nye strenge retningslinjer for afstraffelse af personer, der advokerer for Taiwans uafhængighed.

Kina, der opfatter Taiwan som en del af sit eget territorium, truer med at indføre dødsstraf i ekstreme sager mod separatister, der kæmper for et uafhængigt Taiwan.

Formelt har Kinas kommunistiske retssystem ingen indflydelse på det demokratiske styrke i Taiwan.

Kinas styre har ikke lagt skjul på, at det ikke bryder sig om Taiwans nye præsident, Lai Ching-te, som blev indsat i sit embede i sidste måned. I forbindelse med indsættelsen gennemførte Kina adskillige militære magtdemonstrationer.

Taiwans regering sagde i en erklæring fredag, at "den dybt beklager" Kinas seneste træk med at indføre dødsstraf i visse tilfælde for Taiwan-separatister.

Regeringen i Taipei opfordrede befolkningen til ikke at lade sig skræmme af Kina.

- Kina har ingen bemyndigelse i Taiwan overhovedet, og Kinas såkaldte love og normer har ingen bindende betydning for vores befolkning, hed det i en erklæringen fra Taiwans særlige Råd for affærer i forbindelse med Beijing.

Kinas omfattende militære operationer i området i flere døgn, da præsidenten blev sat ind i maj, blev kaldt "en skamløs, grov udfordring af den eksisterende verdensorden".

I alt 111 kinesiske fly og adskillige skibe deltog i øvelserne, der havde til formål at demonstrere Kinas evne til at invadere Taiwan.

Den 64-årige Lai Ching-tes Demokratisk Progressive Parti (DPP) går ind for uafhængighed fra Kina. I januar vandt partiet dets tredje periode i træk.

Ligesom de fleste andre lande støtter både USA og Danmark ét Kina-politikken. Det vil sige, at Danmark anerkender Kina og ikke Taiwan. Danmark har derfor ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan, men det er ifølge Udenrigsministeriet dansk politik at udbygge økonomiske og kulturelle forbindelser til Taiwan.

Omvendt betragter Taiwan sig selv som en selvstændig stat. Øen har sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Det var især Lai Ching-tes indsættelsestale, som Kina er utilfreds med.

I talen opfordrede han Kina til at stoppe sine politiske og militære trusler mod Taiwan.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT