Kilde: USA har returneret tre milliarder kroner for oliesalg til Venezuela

4. FEB 2026 • 04:17UDLAND

500 millioner dollar returneret til Venezuela skal gavne det venezuelanske folk, siger embedsmand.

USA har returneret alle 500 millioner dollar fra et oliesalg, der var del af en aftale mellem Venezuela og USA i sidste måned, til den venezuelanske regering.

Det oplyser en unavngiven amerikansk embedsmand natten til onsdag dansk tid.

- Venezuela har nu officielt modtaget alle 500 millioner dollar fra det første venezuelanske oliesalg, siger embedsmanden.

Det svarer til knap tre milliarder danske kroner.

Aftalen kom i stand, efter at den venezuelanske præsident Nicolás Maduro blev taget til fange i en amerikansk militæroperation den 3. januar.

Pengene skal ifølge embedsmanden anvendes "til gavn for det venezuelanske folk efter den amerikanske regerings skøn".

Pengene var opbevaret i Qatar og skulle fungere som en "midlertidig, kortsigtet konto for at sikre, at Venezuela modtog de nødvendige midler til at fungere," siger den amerikanske embedsmand.

Under en høring i Kongressen i sidste uge sagde USA's udenrigsminister, Marco Rubio, at USA's medvirken i salget af venezuelansk olie var en kortsigtet indsats, der havde til formål at stabilisere landet, holde regeringen kørende og hjælpe befolkningen.

- I bund og grund tillod vi Venezuela at bruge sin egen olie til at skabe indtægter til at betale lærere, brandfolk og politifolk og sikre, at staten fortsætter med at fungere, så vi undgår et systemisk sammenbrud, sagde han.

På længere sigt er målet, at fremtidigt overskud fra oliesalg skal placeres i en fond i USA, siger embedsmanden.

Hvis den venezuelanske regering bruger pengene, skal det godkendes "i overensstemmelse med aftalte procedurer", siger embedsmanden videre.

Venezuela råder over verdens største oliereserver og anslås at have omkring en femtedel af de globale reserver. Alligevel står landet kun for cirka 0,8 procent af den globale olieproduktion.

Det hænger blandt andet sammen med årtiers mangelfuld vedligeholdelse af olieinfrastrukturen, mangel på internationale investeringer samt udenlandske sanktioner, som har ramt industrien hårdt.

Den amerikanske præsident Donald Trumps administration lempede i sidste uge nogle sanktioner mod Venezuelas olieindustri.

Trump har ikke lagt skjul på, at han ønsker at have fuld adgang til Venezuelas råolie.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT