Kilde: Forhandlinger om våbenhvile i Gaza er søndag indledt i Qatar

7. JUL 2025 • 01:38UDLAND

Mæglere forsøger i øjeblikket at lande en aftale om våbenhvile og gidsler mellem Israel og Hamas.

Forhandlinger om en mulig våbenhvileaftale i Gaza er søndag aften begyndt i Qatars hovedstad, Doha.

Det siger en unavngiven palæstinensisk embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

- Forhandlingerne handler om, hvordan vi implementerer aftalen, og hvordan gidslerne udveksles, siger embedsmanden.

Qatar er mægler i forhandlingerne sammen med Egypten og USA.

Forhandlingerne begyndte ifølge embedsmanden omkring klokken 20.30 dansk tid.

Kort efter midnat siger to unavngivne palæstinensiske embedsmænd til Reuters, at første runde af forhandlingerne er nået til ende uden store fremskridt.

De palæstinensiske kilder hævder, at det skyldes, at de israelske embedsmænd ikke var blevet givet den fornødne autoritet til at indgå en aftale med Hamas.

Ingen israelske kilder har tidligt natten til mandag umiddelbart udtalt sig om forhandlingerne.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, satte tidligere på aftenen kurs mod Washington D.C, hvor han mandag skal mødes med USA's præsident, Donald Trump.

Inden Netanyahu steg om bord på et fly, sagde han, at de israelske forhandlere havde fået klar besked på at indgå en aftale om våbenhvile i Gaza under de betingelser, som Israel på forhånd har godkendt.

Inden afgang sagde Netanyahu desuden, at han tror på, at Trump kan hjælpe Israel med at nå landets mål med våbenhvileforhandlingerne.

Det er uklart, hvilke betingelser Israel har godkendt i forbindelse med forhandlingerne om en våbenhvile.

Hamas sendte fredag sine kommentarer til et aftaleudkast.

Ifølge Times of Israel indebærer forslaget en våbenhvile på 60 dage. Inden for den periode skal Hamas frigive omkring halvdelen af de levende og halvdelen af de afdøde israelske gidsler, som stadig er i Hamas' varetægt.

Derefter vil der være 22 gidsler tilbage i Gaza, hvoraf ti menes at være i live.

Fredag lød det fra Hamas, at bevægelsen havde responderet positivt på aftaleudkastet og var klar til at indgå i forhandlinger.

Men Hamas havde også krav til ændringer.

Ifølge Times of Israels oplysninger kræver Hamas, at forhandlingerne om en permanent våbenhvile fortsætter, indtil en aftale er nået.

Derudover vil Hamas have åbnet helt for levering af nødhjælp til Gaza, ligesom bevægelsen kræver at Israels militær trækker sig tilbage til de positioner, som det havde indtaget, inden den seneste våbenhvile brød sammen i marts.

Hamas' krav til ændringer er ikke faldet i god jord i Israel, hvor premierministerkontoret lørdag aften meddelte, at kravene er uacceptable.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

16. JUL 2025 • 13:39UDLAND
Israel eskalerer angreb mod Syrien
FÅ ABONNEMENT